Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 63: Den jordiske menneskeheds

Bevidsthedskategorier

Kortfattet oversigt (fortsat)

(Fortsat fra Lektion 62)

 

 

GRUPPE B: Udgøres af den gruppe af mennesker, som endnu er i stand til at få deres religiøse og åndelige behov dækket af "den gamle verdensimpuls", eller mere præcist: af de tre store verdens­religioner, buddhismen, kristendommen og islam, og de dermed beslægtede nationalreligioner: hinduismen, jødedommen og parsismen. Gruppe B omfatter generelt set menne­sker, som ikke har behov for intelligensmæssig be­grun­delse for de på­gælden­de reli­gioners læresæt­ninger eller dogmer. Gruppe B-menneskene føres derfor i stor ud­strækning af den faktor, Marti­nus kalder "den guddomme­lige sug­gestion", hvorfor gruppens med­lemmer hoved­sagelig befinder sig inden for troens domæne.

 

Gruppe B er ligeledes inddelt i tre kategorier, som i princippet svarer til de tre kate­gorier i gruppe A. Gruppe B om­fatter mennesker, hvis bevidsthedsliv rela­tivt set befinder sig på et mindre fremskredent udviklings­niveau end tilfældet er for menne­sker i gruppe A.

 

Første kategori i gruppe B: Jævnbyrdig intelligens og følelse. Kategorien omfatter mennesker, som er eller kan blive oprigtigt troende tilhængere af en af de gamle verdensreligioner eller de herunder hørende sekter. De mest ædle og fremskredne mennesker inden for denne kategori, kan i kraft af jævnbyrdig­heden eller harmoni­en mellem deres følelses­liv og intelli­gensliv, udvikle en vis grad af næ­stekærlighed og i medfør heraf fremtræde som gode, hjælpsomme og nyttige samfunds­borgere. De på­gælden­de er i reglen forstående og to­lerante overfor andre religiøse opfattelser og trosret­ninger, hvorfor selvretfærdig for­dømmelse af andre ligger dem fjernt. Det er desuden i denne gruppe, at man finder de lykke­li­ge ægte­skaber. Kategoriens mennesker er kort sagt ført af "den gud­dommelige suggestion", hvis anvisninger søges overholdt og efterlevet i praksis i videst muligt omfang.

 

Anden kategori i gruppe B: For stærkt udviklet følelsesliv i forhold til intelligenslivet, en omstændighed, der nemt fører til at mennesker af denne kategori bliver grebet af fanatisme, ikke mindst i forbindelse med deres religiøse tro. De er fundamenta­listiske i deres religi­øse overbe­visning og mener, at alt, hvad der står i deres hellige bøger og hvad deres religion lærer, er hellig og urørlig sandhed. Samtidig udviser de ofte en uforsonlig intolerance og uvilje mod anderledes tænken­de og troende, som de mener, er syn­dens, mør­kets, djævelens eller "den ondes" afkom, og som derfor vil være fordømt til helvedes pinsler. Det falder dem ikke ind, at de dermed overtræder deres egen religions store moralpåbud, specielt når det drejer sig om buddhismen og kristen­dommen. Islam tillader under visse omstændigheder fordøm­melse og "hellig" krig mod anderledes tænkende eller såkaldte "van­troende", hvorfor der skal mere til, før denne reli­gions tilhængere kan siges at have over­trådt islams moralko­deks.

Det er almengældende for kategoriens mennesker, at de ikke føler nogen form for samvittighedsnag ved at overtræde civilisationens love, men når de som regel overholder disse, skyldes det hovedsagelig kun frygten for straf.

Som det fremgår, er menneskene i denne kategori også ført af "den guddommelige suggestion", men i kraft af deres tilbøjelighed til fanatisme, overdriver de dennes budskaber og søger at gennemføre disse med magt, trusler og tvang over for deres medmennesker.

 

Tredje kategori i gruppe B: I denne kategori er intelli­genslivet generelt set kun meget elementært, mens indivi­dernes bevidsthed helt domineres af instinkt og primitiv følelse. Disse menneskers daglige bevidsthed er præget af en suggestion, som i form af fantasi, overtro og mystik udgør resterne af en verdensimpuls, der er endnu ældre end "den gamle verdensimpuls". Sådanne menne­sker betegnes generelt som "naturmennesker", og i de tilfælde, hvor disse er inkarneret indenfor civilisa­tionen, kommer de derfor ofte nemt til at overtræde dennes love og moralbe­greber, hvilket normalt ikke giver dem nogen form for samvittighedsnag. De overholder eller respekterer hoved­sagelig kun civili­sationens love og forordninger af frygt for straf eller andre modforanstalt­ninger.

 

Men efterhånden som kategoriens individer er reinkar­neret et tilstrækkeligt antal gange inden for civilisa­tionens sfære, vil deres følelsesliv vokse i kraft af de uundgåelige lidelseserfaringer, som deres mentalitets møde med denne næsten automatisk fører med sig, og derved vil de efterhånden blive modtagelige for "omvendelse", eventuelt først til den gamle og senere til den ny verdensim­puls, eller direkte til den sidstnævnte.

 

Det er altså Martinus' opfattelse, at de såkaldte naturmennesker som sådan efterhånden helt vil forsvinde, idet de bliver til såkaldt civiliserede mennesker, der igen bliver til såkaldte kulturmenne­sker, for sluttelig at ende som "rigtige mennesker" med kosmisk bevidsthed. Denne udviklingsproces vil i henhold til Martinus stort set blive gennem­ført i løbet af de næste tre tusinde år, idet han mener, at "det rigtige menneskerige" til den tid vil være etab­leret og nogenlunde konsolideret her på jorden.

 

Den egentlige årsag til, at naturmennesketilstanden allerede på indeværende tidspunkt er ved at forsvinde helt fra Jordens overflade, skyldes i henhold til Martinus’ Kosmologi, at Jordkloden for tiden er inde i et mentalt selvopgør, hvorunder dens Jeg bl.a. søger at udrense sin åndelige bevidsthed og sit fysiske legeme (kloden) for alle primitive bevidsthedskræfter og –tendenser. Eftersom naturmenneskene qua deres funktion som sanse- og manifestationsorganer for Jordkloden repræsenterer eller udgør en væsentlig del af disse primitive kræfter og tendenser, vil disse forsvinde i samme takt som naturmenneskene efterhånden reinkarnerer inden for civilisationens og kulturnationernes sfære og som en følge deraf tilpasser sig forholdene og vilkårene.

 

Det skal her tilføjes, at "det seksuelle polprincip" og "polforvandlingen", specielt i form af en række seksuelle kategorier, i lighed med, hvad der er tilfældet i lektionerne 54 – 55: Det seksuelle dobbeltkredsløb, er forudsat i ovenstående skematiske gennemgang af "Jordmenne­skehedens be­vidsthedskategorier". Emnet er endvidere nærmere behandlet i lektionerne 59 – 61: Polforvandlingens seksuelle kategorier.

 

© 2014, Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 64: TALENTKERNEPRINCIPPET