Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 65: TALENTKERNEPRINCIPPET

- om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’

(Fortsat fra Lektion 64)

 

 

 

Organtalentkernekomplekset og gen-komplekset

Dette forhold gælder dog specielt for tyngdelegemets ved­kommen­de, idet det især er dette, der er ansvarligt for organi­satio­nen, funktionen og opretholdelsen af det fysiske legeme. Dette og dets lokalorganer: hjerne, hjerte, lunger, lever, nyrer osv., bæres og opretholdes som følge deraf også af den særlige kategori af højpsykiske organta­lent­kerner, der grupperer sig omkring tyngdeenergiens spiralcenter. Men udstrålingen fra disse organtalentkerner virker imidlertid ikke direkte ind på de fysiske loka­lorganer, idet de sidstnævnte er af en så tæt materie- eller energistruktur, og udstrålingen fra organtalent­kernerne af så 'fin' en form for energi, at den kun kan ind­virke på den førstnævnte ved hjælp af en vis forstærkning.

 

Et sådant forstærkeranlæg udgøres netop af den serie af artsbestemte mikroskopiske, kemisk aktive, elektrodynamiske centre i de fysiske organers cellers cellekerner, der har fået navnet gener, af græsk genes født, af en vis art, blive til, frembringes. Generne, der er 'sæde' for artens arveanlæg, dirigerer og kontrollerer den biokemiske virksomhed i den celle, til hvis cellekerne de er knyttet. Denne virksomhed er bestemmende for den pågældende celles særlige karakteristi­ka, dvs. dens art, dens sundhed og dens rolle i det større celle­samfund, cellen i reglen tilhører.

 

Generne udgør med andre ord tilsammen de fysiske lokalorga­ners basale, dirigerende instanser på det fysiske plan, medens de dertil svaren­de organtalentkerner tilsammen udgør de basale, dirigerende instanser på det åndelige (parafysiske) plan. Dannelsen, organisatio­nen, opretholdelsen og funktionen af de fysiske lokalorganer, subsidiært en komplet fysisk organisme, sker i kraft af en automatisk vek­selvirkning mellem organta­lentkernekom­plekset og gen-komplek­set.

 

Det indebærer både i første og sidste instans, at karakteren og især kvaliteten af en organtalentkerne er af fundamental betydning for karakteren og ligeledes især kvaliteten af det tilsvarende sjælelige så vel som fysiske lokalorgan. Dette forhold er i virkeligheden også baggrunden for, at den totale sum eller det totale forråd af talent­kerner i overbevidsthedsarkivet betegnes som "skæb­neelementet".

 

 

Detailfremstilling af samspillet mellem OBZ og UBZ – dels henvendt på den sjælelige struktur og dels på den fysiske organisme. Øverst ses tyngdeenergiens grundtalentkerne/spiralcenter. Under denne en organtalentkerne med reference til tyngdelegemet, subsidiært den fysiske organisme. Tyngdelegemet ses som den ellipseformede figur i midterzonen, og inden i tyngdelegemet er udpeget dét lokalorgan, der opretholdes af den viste organtalentkerne. Nederst ses den fysiske organisme med dét lokalorgan fremhævet, der via sin genbesætning opretholdes af den samme organtalentkerne, som opretholder det førnævnte lokalorgan under tyngdelegemet. Samtlige fysiske lokalorganer modsvares altså af parafysiske genparter. (Ó 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 259. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Bevidsthedsarkivet og "skæbneelementet"

Udtrykket "skæbneelementet" lyder jo umiddelbart en smule uheldsvangert. Men i den forbindelse bør man ikke overse eller glemme, at begrebet "skæbne" i lige høj grad refererer til 'god' så vel som til 'dårlig' skæbne. Om det er det ene eller det andet eller en blanding af begge dele, vil altså grund­læggende bero på karakteren og kvaliteten af talentkernerne.

 

Den i øvrigt variable sum eller det forråd af talentkerner, som et individ til enhver tid har til sin rådighed, vil altså i allerhøjeste grad være bestemmende for samme individs skæbne. Det hænger naturligvis sammen med, at talentkernerne tilsammen i alle tilfælde rummer koncentrationen af individets totale erfaring, viden og begavelse.

 

Det er på denne baggrund, at Martinus' definition af begrebet "skæbnedannelse" skal ses. "Skæbnedannelse", altså dette at danne sin skæbne, definerer han som tilblivelsen af det levende væsens oplevelse af virkningerne af de årsager, det selv har udløst.  

 

Talentkernernes tilblivelse

Der er i henhold til Martinus tale om, at overbevidstheds­regionens dannelse, organisation og opretholdelse af underbe­vidsthedsregionens omfattende og uhyre sammensatte funktioner, herunder de sjælelige lokalorganer, er en automatisk proces, der foregår uden Jegets dagsbevidste medvirken og viljesind­sats.

 

En hvilken som helst organtalentkerne må altså derfor op­fattes som et redskab for Jegets ubevidste udløsning af en til den på­gældende talentkerne svarende særlig organisk automat­funktion. Det er imidlertid Martinus' pointe, at enhver form for automatfunktion i tilværelsen må opbygges fra grunden, hvilket vil sige, at der forud for dannelsen af automatfunktio­nen går en mere eller mindre bevidst bestræbelse og energisk indsats for at opbygge den, eller mere specifikt: det organiske center i form af en organtalentkerne, som er ansvarlig for den pågældende automatfunktion.

 

I henhold til Martinus forløber dette opbygningsarbejde altid i tre hovedstadier, nemlig A. et undfangelsesstadium, som han også kalder begær-stadiet, B. et træningsstadium, og C. det færdige stadium, også kaldet "geni-stadiet". Disse tre stadier afløser successivt hinanden, indtil tredie og sidste hoved­stadium, hvormed det færdigskabte organcenter og dermed den færdige organtalentkerne foreligger og udfører sin bestemte form for automatfunktion.

 

Organtalentkernens undfangelsesstadium

Første hovedstadium af en organtalentkernes til­blivelse, det såkaldte A- eller begær-stadium, markerer at inter­essen er vakt for en bestemt funktion eller måske et system af funktio­ner, som individet begærer eller ønsker at tilegne sig. Afhængigt af den pågældende interesses styrke eller ønskets intensitet, vil individet anstrenge sig for at sætte sin vilje ind på at kunne udføre den begærede funktion, enten fordi denne er blevet en livsbetingelse eller fordi det vil betyde behag og glæde - og måske prestige - at kunne udføre eller beherske den.

 

Hermed er organtalentkernen principielt undfanget, nemlig som et dagsbevidst og viljeført begær. Den erfaring, som individet i den anledning gør om de større eller mindre problemer og den modstand, der i reglen kan være i forbindelse med individets ønske og begær om at tilegne sig den nødvendige eller attrå­værdige funktion, betegner Martinus som "A-viden".

 

Organtalentkernens træningsstadium

Under forudsætning af, at interessen for at opnå den ønskede færdighed, er tilstrækkelig stor og vedvarende nok, vil til­blivel­sesprocessens A-stadium efterhånden blive afløst af B-stadiet eller træningsstadiet. Som ordet 'træning' angiver, er dette stadium karakteriseret ved en stadigt gentagen træning eller øvelse i den færdighed eller funktion, som det er in­dividets mål at opnå beherskelse af.

 

Den gentagne træning eller øvelse vil normalt resultere i, at individet efterhånden og i stigende grad bliver bedre og dygtigere til at udføre funktionen. I takt hermed vil funktio­nens udførelse efterhånden kræve mindre og mindre opmærksomhed, vilje og koncentration fra individets side, og dermed nærmer organta­lentkernens tilblivelse sig mere og mere tredie og sidste stadium i sin tilblivelse. Individets træningsstadium, der vil være karakteriseret ved individets stigende herredømme over den begærede funktion, kalder Martinus også for "B-viden". Organta­lentkernernes tilblivelse på basis af indivi­dets vilje, ønske og begær (fri og bunden vilje, dvs. vil­jeledet begær eller begærledet vilje), og begge deles betydning og indvirkning på individets skæbne, skal vi senere høre mere om.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 66: TALENTKERNEPRINCIPPET