Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 66: TALENTKERNEPRINCIPPET

- om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’

(Fortsat fra Lektion 65)

 

 

 

Organtalentkernens færdige stadium

I henhold til Martinus er det gennem træningsstadiet, at opbygningen af organta­lentkernens grundenergistruktur sker, dvs. af dens grundenergikombi­nation og sammensætning. Denne er jo altbestemmende for talent­kernens samt­lige fremtidige organisatoriske egenskaber, og dermed for samme talentkernes transformatoriske virksomhed.

 

Opbygningen af en talentkerne sker i praksis ved, at der på foranledning af den indflydelse moderenergien uafbrudt udøver, herunder især dennes iboende til­bøjelighed til dannelsen af talentkerner, i den region af det højpsykiske kraftfelt, hvor talentkernerne har 'sæde', begynder at opbygge sig en stabil energiladning, i hvilken de for funktionens udøvelse nødvendige transformationsanlæg automatisk og gradvis 'oplagrer' deres vibra­tions­mønster eller 'informationsdata'.

 

Imidlertid gør det nævnte transformationsanlæg sig allerede gældende straks fra begyndelsen af en organtalentkernes til­blivelse. Den transformationsvirksomhed, af hvad styrke og omfang den end er i begyndelsen, som det nydannede talent­kerneanlæg formidler, medfører som uundgåelig konsekvens at der begynder at ske en vis organisation af det underbevidste psykiske kraftfelts kræfter, som automatisk tilsigter at danne et nyt sjæleligt lokalorgan. Nemlig et lokalorgan der er specielt indrettet til at kunne varetage administrationen af den funktion, som individet er i færd med at optræne sig til at beherske.

 

Her skal vi ikke gå yderligere ind på de mange aspekter, der er i forbindelse med tredie og sidste stadium af en organta­lentkernes tilblivelse, men blot minde læseren om et blandt et utal af praktiske eksempler på forekomsten af de tre stadier i indøvelsen af en bestemt færdighed, nemlig i dette tilfælde den færdighed det er, at kunne gå, dvs. bevæge sig ved hjælp af benene.

 

For at kunne beherske den færdighed at kunne gå, må man først have et ønske om at lære færdigheden. Ønsket kan eventu­elt i lige høj grad skyldes nødvendighed, altså et behov, så vel som udsigten til det be­hagelige ved at kunne bevæge sig hurtigere af sted i forhold til kun at kunne kravle. For barnet er det naturligvis primært et behov.

 

Næste stadium er den stadigt gentagne træning eller øvelse i at komme op at stå, holde balancen, styre skridtene og bevæge sig fremad. Efterhånden som disse basisfærdigheder bliver lært, kan man øve sig i beherskelsen at stadigt mere avancerede og raffinerede benbevægelser og færdigheder. Nogle menne­sker driver det ligefrem til rent artisteri at kunne bevæge sig omkring ved hjælp af bentøjet, f.eks. i form af dansetrin, linedans, ballet og lignende.

 

 

Illustration af en bestemt færdigheds opbygning og hensygnen. Nederste sektor viser det fysiske plan; midterste sektor det parafysiske plan og øverste sektor evighedslegemets plan (OBZ). Første lodrette zone viser A-viden-stadiet (begærstadiet): under indtryk af begæret efter at kunne spille violin samt de første usikre forsøg herpå undfanges en organtalentkerne med opbygning af en fosteragtig parafysisk organstruktur til følge. I B-viden-stadiet (træningsstadiet) styrkes og udvikles såvel talentkerne som parafysisk organ, hvilket registreres som fremskridt (pilene). I C-viden-stadiet kulminerer færdigheden og udleves i dette tilfælde samtidig gradvis. Den aftagende beskæftigelse med violinspil medfører nu en tiltagende degeneration af såvel talentkerne som parafysisk organ. (Ó 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 274. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Men i langt de fleste tilfælde vil det kunne konstateres, at efterhånden som træningen i at gå bliver mere og mere effektiv, kommer de enkelte funktioner, så som at holde balan­cen, styre lige ud, dreje eller vende sig etc., i stigen­de grad til at foregå automatisk, dvs. uden at den gåen­des bevidste opmærksom­hed omkring funktionerne vil være på­krævet.

 

Det er dette tredie og sidste stadium af indøvelsen af en færdighed, Martinus kalder for "geni-stadiet" eller "C-viden". Dette stadium er altså karakteriseret ved, at den begærede funktion eller færdighed er indøvet til en sådan grad, at den er endt med at kunne foregå automatisk. Og automatisk funktion er netop en af organtalentkernernes hovedegenskaber.

 

Herefter turde det forhåbentlig stå klart for læ­seren,­ at organtalentkernernes nødvendige og uundgåelige indflydelse på og betydning for individets liv og skæbne, faktisk er endnu mere fundamental end tilfældet er med celler­nes gener. Dette er da også en væsentlig grund til, at man kan karakterisere organtalentkernerne som primære årsager til individets frem­træden, evner, færdigheder og egenskaber, medens generne må 'nøjes' med karak­teristikken sekundære årsager til samme individs egenskaber, færdigheder, evner og fremtræden. Organtalentkernernes betydning for individets totale liv og skæbne, vil derfor ikke kunne over­vurderes. Det er da også baggrunden for, at vi her har ofret så forholdsmæssigt megen plads på omtalen af dem. De oplysninger om bl.a. organtalent­kernerne, som vi har fået gennem det ovenstående, vil nemlig være en nødvendig forudsætning for den senere vurdering af H.C. Andersens personlighed, der jo er en af hovedopgaverne for denne bog. 

 

Det ovenfor anførte diagram kan passende suppleres med det følgende diagram, som involverer et princip og en proces, som vi dog først skal omtale senere her i afhandlingen, nemlig reinkarnationsprincippet og reinkarnationsprocessen.

 

 

Illustration af en negativ færdigheds etablering og overføring fra et liv til et andet. Under det fysiske liv (venstre tegning) opbygges gradvis et organisk forankret behov for indtagelse af alkohol, nemlig på den ene side gennem påvirkning af den fysiske organismes kemi og fysiologi og på den anden side via opbygning af en organtalentkerne, der rummer alle data for en sådan virksomhed (flasken i X2-området).

 

Efter døden og den fysiske organismes nedbrydning (højre tegning) videreføres den nye organtalentkerne som et ’håndgribeligt’ minde om denne side af personens fysiske livsførelse, og ved en ny inkarnation vil den pågældende talentkerne gøre en indflydelse gældende, der er i overensstemmelse med dens indhold af skæbne-data. Dels ved at påvirke valget af inkarnationsmiljø og dels ved at indvirke på udviklingsforløbet/kvaliteten af den nye fysiske organisme. (Ó 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 278. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Erindrings-talentkernerne

I det følgende skal vi gå over til en omtale af den anden store hovedkategori af talentkerner, erindringstalentkernerne. Som betegnelsen 'erindrings­talentkerne' næsten selv siger, er denne hovedsageligt opbygget af hukommelses- eller erindrings­energi, men i medfør af grundenergiernes lovbundne indbyrdes kombinationsforhold består den dog samtidig af de fem øvrige grunde­nergi­er. Disse er i reduceret og potentiel form til stede som data i samme indbyrdes kombi­nationsfor­hold, som gjorde sig gældende i forbindelse med den oprindelige oplevel­se, der ligger til grund for erindrings­talentkernen.

 

Det betyder, at erindringstalentkernen indeholder et potenti­elt vibrationsmønster, der rummer alle de kvantitative så vel som kvalitative data, dvs. de fænomenologiske, emotio­nelle og intellektuelle momenter, der også var indeholdt i den oprinde­lige oplevelse, men altså omsat til ultramikrosko­pisk 'størrel­se'.

 

Erindringstalentkernerne er i lighed med organtalentkernerne indlejret eller oplagret i evighedslegemet, der er et andet ord for overbevidstheden eller det højpsykiske kraftfelt. Her er erindringstalentkernerne særlig koncentreret omkring det 'spiralcenter', der specielt repræsenterer hukommelses­energien. Denne er i det psykiske kraftfelt organisk repræsen­teret ved det såkaldte hukommelseslegeme, hvis hovedfunktion det er, at optage og fastholde samtlige de vibrations- og spændingsmøn­stre, kort sagt data, som via den sansemæssige kontakt med bl.a. den fysiske omverden frembringes og opleves i dette kraftfelt, og hvori overhovedet al livsoplevelse og livsud­foldelse i realiteten foregår. 

 

Hukommelsesenergien som sanseevne

I lighed med de øvrige grundenergier, er hukommelsesevnen også samtidigt både sanseevne og manifestationsevne for Jeget. Som 'sanseevne' betragtet ytrer hukommelsesenergien sig grund­læggende som evnen til at etablere sansemæssig kontakt med det personlige erfaringsmateriale, der er 'oplagret' i evigheds­legemet (overbevidstheden).

 

Den nævnte sansemæssige kontakt med det 'oplagrede' er­fa­ringsmateriale, med­fører normalt en form for 'indadrettet' op­level­se, der har karakter af et 'kig' tilbage i fortiden, som jo objek­tivt set netop også er repræsenteret ved det pågældende er­faringsmateriale. Begrebet "fortiden" er faktisk derfor et regulært bevidsthedsområde, der fundamentalt afhænger af hukommelsesenergiens eksistens og funktion.

 

Det er imidlertid ikke kun "fortiden" i såvel objektiv som subjektiv forstand, der er afhængig af hukommelsesenergien, men tidsbegrebet i det hele taget. For uden evnen til at kunne huske eller erindre ville begreber som før, nu og efter, og dermed begrebet "tid", aldrig have kunnet opstå i Jegets be­grebs- og forestillingsverden. Jegets livsoplevelse ville da i bedste fald være reduceret til elementær anelse om "væren i Nu'et".

 

Såfremt Jeget ikke var i besiddelse af hukommelsesevnen, ville det altså være så godt som totalt uden livsoplevelse, for livsoplevelse uden tilknytning til tids- og rumdimensionel vibration eller bevægelse, altså kvantitativ bevægelse, er kosmisk set helt udelukket. Heraf ses det især, at hukommelses­energien udgør en central og afgørende faktor i forbindelse med skabelsen af Jegets tankeliv, og ikke mindst for skabelsen af livsoplevelse i det hele taget.

 

Hukommelsesenergien som manifestationsevne

Det ovenfor nævnte 'oplagringsarbejde' foregår i praksis ved, at hukommel­seslegemet under indflydelse af moderenergien og det med denne forbundne talentkerneprincip straks overfører de vibrations- og spændingsdata, der i et givet øjeblik findes i det psykiske kraftfelt, til evigheds­legemet (overbevidstheds­regionen), hvor de oplagres eller opmagasineres i erindrings­kartoteket, dvs. den region i overbevidsthedsregionen, der særlig er forbeholdt erindringstalentkernerne.

 

De pågældende vibrations- og spændingsmønstre organiseres og opmagasineres på foranledning af hukommelseslegemet efter bestemte love og retningslinier, der skyldes perspektivprin­cippets indflydelse, og indgår derefter som stabile og ufor­gængelige 'dataprogrammer' i den i forvejen samlede mængde af sådanne programmer i erindringskartoteket.

 

Begrebet erindringskartoteket henviser til Jegets samlede erfaringsmateriale og forråd af viden, som hukommelsesenergi­en i sin egenskab af manifestationsevne har opmagasineret eller arkiveret i den del af bevidsthedsarkivet, hvor netop erin­drings­kartoteket hører hjemme. Hukommelsesenergien udgør - gennem et vist samarbejde med de øvrige grundenergier - altså ikke kun Jegets evne til at genfremkalde og genop­leve sit oplagrede erfaringsmateriale, men også dets evne til at akkumu­lere og oplagre dette materiale i form af et erindringskarto­tek, som under normale forhold altid står til Jegets bevidste og - især - ubevidste disposition. 

 

"Guldkopi-erindringer"

Som vi har set af det foranstående, består en erindringstalent­kerne hovedsageligt af hukommelsesenergi, der i kraft af sine principielle akkumulerende egenskaber danner basis for erin­dringstalentkernernes strukturelle stabilitet og uforgængelig­hed.

 

I henhold til Martinus gør der sig imidlertid et særligt forhold gældende i forbindelse med hukommelsesenergiens stabiliserende og bevarende indflydelse på erindringstalentkernernes vibra­tionsdata, der jo lige så vel omfatter ubehagelige, triste, smertefulde og ulykkelige sider, som de omfatter behagelige, lyse, glædelige og lykkelige sider. De førstnævnte vibrations­data udgør i en vis forstand ’uædle’ islæt i talentkernestrukturen og de vil, i lighed med hvad der er til­fældet for uædle metaller, langsomt men sikkert nedbrydes og udskilles for til sidst at være helt udrensede, således at kun de ædle vibrationsdata bliver tilba­ge, hvilket vil sige de behagelige, lyse, glædelige og lykkeli­ge sider af den oprinde­lige tilgrund­liggende op­levelse.

 

Denne såkaldte kosmisk-kemiske udrensningsproces, som in­dividets samt­lige erindringstalentkerner ifølge evige, univer­selle lovmæssigheder er underkastet, bevirker altså at det kun er de vibrationsanlæg, der indeholder lyse og positive er­fa­rings­pro­grammer, som bliver tilbage, og som til sidst fremtræder som forædlede kopier af de oprindelige, tilgrundliggende oplevelser. Dette forhold gælder ifølge Martinus for selv de allermørkeste og mest uhyggelige og smertefulde oplevelser og erindringer.

 

Det betyder, at hukommelsesenergien løbende omdanner al livsoplevelse til erindringstalentkerner, der oplagres i bevidsthedsarkivet, hvor de under moderenergiens indflydelse gennemgår en kosmisk-kemisk udrensnings- og forædlingsproces, som især blotlægger talentkernernes indhold af intuitions­energi, der til slut efterlader disse i form af det, Martinus betegner som ”guldkopier”, altså forædlede ’kopier’ af de oprindeligt tilgrundliggende oplevelser og erfaringer. Den samlede sum af verdensaltets guldkopier, dvs. guldkopierne fra samtlige eksisterende levende væsener, kendte som ukendte, danner det 'hav' af guldkopier eller visdomsfacitter, Martinus kalder for "visdoms­oceanet".

 

Når Jeget sanser guldkopierne gennem hukommelsesenergien, giver det anledning til oplevelsen af mental salighed, i visse tilfælde grænsende til ekstatisk salighed. Når Jeget oplever de samme guldkopier gennem intuitionsenergien, giver det anledning til oplevelsen – Martinus taler direkte om ”synet” - af de kosmiske idé-facitter, der er en del af den fælles eller kollektive ’pulje’, han betegner som "visdomsoceanet".

 

Som vi allerede er blevet gjort bekendt med, repræsenterer "visdoms­oceanet" den 'statiske' side af Guds kulminerende primære bevidsthed, den guddommelige verden, og det er derfor fra dette visdomsreservoir, at også Guddommen henter sin visdom, der dog i forhold til det enkelte levende væsens 'lokal-vis­dom', er en altomfattende, fuldkommen visdom, altså en alvis­dom. Fuldkommen, fordi den guddommelige alkærlighed, der ikke favoriserer eller negligerer nogen eller noget, er totalt upartisk men samtidig indfølende, og er derfor i stand til at udøve absolut retfærdighed og kærlighed. Den guddommeli­ge alkærlighed er dermed udtryk for den højeste visdom. 

 

Det er vigtigt at holde sig klart, at hukommelsesenergien eller –evnen kun giver tilgang til det personlige ’lager’ af guldkopier i overbevidsthedsregionen, medens intuitionsenergien eller –evnen derimod giver tilgang til det universale arsenal af guldkopier i ”visdomsoceanet”, som er et dybereliggende ’lag’ i overbevidstheden, der er fælles for alle levende væsener. Jf. med afsnittet Intuition og personlighed her på hjemmesiden.

 

Efter denne foreløbige og relativt kortfattede gennemgang af nogle af kosmologiens væsentligste begreber, er vi hermed tilbage ved vort udgangspunkt, hvor det blev frem­hævet at individet engang i urtiden har forladt en lys- og kærligheds­verden, der har efterladt sig spor i dybet af væse­nets be­vidsthed i form af såkaldte "guldkopi-erindringer", som in­dividet senere i udviklingen får adgang til, dels via sin hukommelsesevne, og dels via sin intuitionsevne.

 

Det er for­mentlig sådanne erindringer, H.C.Andersen hentyder til, når han om sine inspirationer som tidligere citeret siger: "Tit synes jeg, det er erindrin­ger, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må gentage."

 

Forhåbentlig vil læseren derfor nu være i stand til at se, at den ovennævnte lys- og kærlighedsverden er identisk med det tilværelsesplan, som Martinus betegner som "Guds primære bevidsthed", hvilket mere præcist vil sige "visdomsriget", "den guddommelige verden" og "salighedsriget". Ligesom de "spor i dybet af væsenets bevidsthed", som dette fortidige ophold i lysverdenen har efterladt sig, er "guldkopimaterialet i væse­nets overbevidsthedsarkiv". Et materiale individet får mulighed for at komme i kontakt med, når dets hukommelses- og især dets intuitionsevne i løbet af den fortsatte evolutions­proces (igen) bliver så funktionsdygtig, at den giver individet til at begynde med glimt­vis og senere permanent adgang til kontakt med netop guld­kopima­terialet. 

 

"Skabelsens rat"

Den særligt opmærksomme læser vil måske her indskyde, at vi indtil videre kun har omtalt 'faldet' fra den "lys- og kærlig­heds­verden", som individet engang i urtiden befandt sig i. Vi mangler endnu at se på, hvad det mere præcist er, der har for­årsaget at individet i sin tid har måttet forlade sit "ely­sium", og hvad det er der er årsagen til, at samme individ oprindeligt befandt sig i en paradistilstand. Foreløbig har vi dog fået at vide, at det er individets urbegær i forbindelse med bl.a. kredsløbs- og kontrastprincippet, der ligger til grund for såvel indviklingen i som udviklingen fra den fysiske materies verden. Ligesom det er de samme faktorer, der i et evigt kredsløb eller spiralkredsløb succes­sivt fører individet igennem de seks kosmiske til­værelseszoner og de syv organismeprincipper.

 

Når de ovennævnte spørgsmål ikke hidtil har været nærmere berørt her, skyldes det imidlertid hverken forglemmelse eller forsømmelse, men derimod den omstændighed, at der til grund for den nævnte "lys- og kærlig­heds­verden", alias de tre riger: "vis­domsriget", "den gud­dommelige verden" og "saligheds­riget" alias Guds primære bevidsthed, især ligger et af de måske allervig­tigste skabeprin­cipper, som Marti­nus' Kosmologi opererer med. Dette skabeprin­cip kalder Martinus for "det gud­dommelige skabeprincip” eller ”det seksuelle polprincip".

 

Det seksuelle polprincips overordnede rolle i den guddommeli­ge verdensorden, ses af den omstændighed, at Martinus med velberåd hu nævner det i sammenhæng med selve det guddommelige skabe­princip (Gud som skaber). Han betegner tilmed det seksuel­le polprincip som "skabelsens rat", altså som det styrings­redskab, hvormed Guddommen dirigerer, leder og kontrollerer universets tilblivelse, opretholdelse, udvikling og interne funktioner. Et så vigtigt og betydningsfuldt skabeprincip fortjener og kræver en helt særlig interesse og opmærksomhed for sig. Hvilket i øvrigt også allerede vil være fremgået af omtalen af det seksuelle polprincip her i Kosmiske lektioner. 

 

Vedr. begrebet "skabelsens rat" = det seksuelle polprincip og polforvandlingen: LB V, stk. 1858. Foruden udtrykket "skabelsens rat" bruger Martinus også udtrykket "skæbnens rat" - f.eks. i Logik, kap. 87 – men de to udtryk og begreber er dog ikke helt identiske.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 67: SFINKSENS GÅDE