Kosmologiske
lektioner
(Fortsat
fra Lektion 67)
Det er karakteristisk
for teorierne om Atlantis, Lemuria og Mu, at ingen af disse har tænkt sig muligheden
af, at forklaringen på de tilsyneladende forsvundne landmasser eller
kontinenter kunne være den, at kontinenterne er i drift bort fra hinanden. På
principielt samme måde med udbredelsesteorien, der går ud fra, at menneskeheden
er opstået ét sted på Jorden og derfra har udspredt sig til andre egne. Moderne
arkæologer og antropologer mener derimod at det sandsynligste er, at
menneskegrupper er opstået og har udviklet sig uafhængigt af hinanden
forskellige steder på kloden, hvilket bl.a. kan være en del af forklaringen på
de forskellige racer og kulturer. Se f.eks. Lademanns Leksikon Verdensatlas.
Udgivet af Lademanns Forlag 1977. Se hhv. s. 36-7 og s. 58-61. Se evt. også
Jørgen Jensen: Manden i kisten. Hvad bronzealderens gravhøje gemte.
Gyldendals Forlag 1998. Se især s. 164-165.
Kilde til de øvrige
faktiske oplysninger i teksten: Videnskabens Verden. Jordens udvikling.
Illustreret Videnskabs Bibliotek, 6. bind. Bonniers Bøger A/S, København 1987.
Lademanns Leksikon Verdensatlas, s. 49-57. Berlingske Tidendes tillæg Univers,
den 26.01.99.
Vedr. Martinus
opfattelse af, at de levende væseners udvikling foregår i ”baner”, der strækker
sig gennem verdensaltet. Martinus kalder sådanne baner for ”kosmiske
udviklingsbaner”, og disse er, hævder han, den egentlige kilde til arternes
oprindelse. Men i øvrigt deler han Darwins opfattelse af, at den biologiske
udvikling normalt foregår ved en jævn og rolig omformning af lavere trin mod
højere trin. Det, der især skiller Martinus fra Darwins teori er, at han
opfatter livet og dets lovmæssigheder som udbredt i hele verdensaltet. Se LB
I, stk. 278-88 og LB II, stk. 445.
Farao Keops levede
ca. 2600 f.Kr., og han er angiveligt bygherre for den store pyramide, der bærer
hans navn. Opførelsen af Sfinksen og en af de andre store pyramider ved Gizeh
tilskrives imidlertid hans søn, kong Kefren. Det antages, at det tog over 20 år
at opføre Keopspyramiden, hvoraf en del år gik med anlæg af den vej, ad hvilken
de over 2 mill. stenblokke skulle transporteres fra stenbrudene til
byggepladsen.
I de hen ved 3 mdr.,
hvor Nilen gik over sine bredder, og landbefolkningen derfor var uden
indbringende beskæftigelse, blev omkring 6-8.000 arbejdere årligt udskrevet til
at transportere stenblokkene og opføre pyramiden. Hovedkilde til de i teksten
omtalte faktiske oplysninger: Lademanns Leksikon. Lademanns Forlag,
København 1970-81. Se under de forskellige emner. Se evt. også Annelise og Ove
Winding: Verdens store mysterier. Fra den menneskelige videns grænseland.
Lademanns Forlag 1971, s. 124-127.
For resten tager
Lehner ikke direkte stilling til spørgsmålet om især Keopspyramidens anvendelse
som indvielsestempel i den forstand, som okkultisterne mener, men han er mest
tilbøjelig til at mene, at de tre store pyramider først og fremmest er
mausoleer for de tre store faraoner Keops, Kefren og Mykerinos. Men den
gammelægyptiske dødekult var jo i sig selv så indspundet i religiøs mystik, at
intet kan udelukkes, førend det er bevist eller eventuelt modbevist. I
Tv-programmet kommer Lehner dog ikke nærmere ind på dette spørgsmål, men nævner
det kun.
På baggrund af bl.a.
Lehners udgravninger og fund, må man vel alt i alt foreløbig kunne konkludere,
at sandsynligheden af de okkulte teorier omkring pyramidernes opførelse, især
vedrørende Keopspyramiden, er mindre end lille. Dette må vel specielt siges om
Martinus’ påstand om den okkulte teknik, der ifølge ham skulle være brugt til
transport af de mange store klippeblokke, bygningsværket består af. Efter det
foreliggende at dømme, bygger denne og lignende teorier på ukendskab til de
kendsgerninger, som først i de seneste årtier er kommet for dagens lys.
Fantasien og ønsketænkningen har derfor tidligere fået lov til at udfylde de
formodede ”mystiske” og ”overnaturlige” huller i den menneskelige viden om
pyramiderne.
Kilder: Who Build the Pyramids? Tv-program med Mark Lehner, sendt på Discovery Channel i nov.-dec.
1998. Mark Lehner har desuden skrevet bogen The
Complete Pyramids: Solving the Ancient
Mysteries, 1997, som
formentlig er identisk med den danske udgave: Ægyptens Pyramider.
Gyldendal 1998?. Se evt. også Berlingske Tidendes tillæg ”Univers”, 9.2.1999: Cheops-pyramiden
får guldbelagt top.
Arkæologernes og ægyptologernes
antagelse af, at Keopspyramiden, Kefrens og Mykerinos’ pyramider og
dronningernes, familiemedlemmernes og embedsmændenes grave samt Sfinksen blev
opført for ca. 4.600 år siden, stemmer under alle omstændigheder dårligt med
Martinus’ påstand om at i al fald Keopspyramidens opførelse skal have fundet
sted for omkring 80-90.000 år siden. Som vi har hørt ovenfor, så befolkedes
plateauerne omkring Nilen på den tid af neanderthalere, så i fald
Keopspyramiden og Sfinksen virkelig skulle være blevet opført omkring dette
tidspunkt, må disse avancerede bygningsværker altså være blevet bygget af
mennesker med en betydeligt højere åndsudvikling og intelligens end den, man
med rimelighed kan tillægge neanderthalerne. Men sådanne mennesker fandtes jo
ifølge antropologien endnu ikke på Jorden på det tidspunkt, og det vidste
madame Blavatsky så vel som Martinus naturligvis udmærket, og derfor var det
nødvendigt at antage, at den store pyramide blev opført af ”et broderskab eller
samfund af indviede personer, som kom hertil fra andre og mere højtudviklede
kloder for at bistå ved dannelsen af en menneskelig kultur her på jorden. De
byggede pyramiden ved psykisk kraft, ved en slags materialisering eller
projektion af stoffets atomer.” (Martinus’ Erindringer, s. 139-140).
Man skal altså i
henhold til Martinus forestille sig, at disse højtudviklede, indviede personer
skulle ”bistå” den relativt laverestående befolkning af neanderthalere med at
opføre den store pyramide og formentlig også Sfinksen. Selvom det næppe vil
kunne anses for særlig sandsynligt, kan man vel ikke helt udelukke, at der
blandt et folk, som indsamlede føde ved fiskeri, jagt på fuglevildt og
ørkendyr, og som havde deres primitive religiøse ritualer og magi, fandtes en
eller flere individer, der var egnede til at gennemgå dén indvielse til højere
bevidsthed, som den store pyramide menes at have til formål at være den ydre
ramme om, og således at vedkommende kunne fungere som leder eller høvding for
sit folk.
Det kan naturligvis
ikke udelukkes at have været tilfældet, at det guddommelige skabeprincip i
egenskab af verdensgenløsningsprincip allerede dengang har benyttet sig af en
sådan fremgangsmåde som det er, at sende højere udviklede indviede fra en eller
eventuelt flere kloder i verdensaltet til jorden, for gennem en eller flere
egnede høvdinge at inspirere relativt laverestående samfund til at
videreudvikle sig. Men der fandtes dog ikke såkaldte faraoner på den tid, sådan
som Martinus synes at forudsætte (”Martinus – som vi husker ham”, s. 279). Som
nævnt er neanderthalerne de første mennesker, der har efterladt sig en
betydelig om end relativt primitiv kultur. Dette kunne godt være tegn på, at de
kan have haft en idérig foregangsmand, en høvding eller en slags præst
(shaman), eller måske flere sådanne, som gennem indvielse har fået impulser fra
det guddommelige skabeprincip til at virke for at fremme stammefællernes
samfundsmæssige og kulturelle udvikling.
Imidlertid har
Martinus ikke udtalt sig nærmere om, hvordan han mener de nævnte indviede fra
en højere verden kom til jorden, men det må vel antages at være sket gennem en
slags materialisations- eller projektionsproces via jordens åndelige atmosfære,
hvor de pågældende væsener midlertidigt har taget ophold, for derfra at
synliggøre sig i jordens fysiske sfære. For det kan vel næppe tænkes at være
foregået gennem inkarnation i den tids fysiske menneskeorganismer, selvom disse
havde et hjernevolumen, der svarer til eller endog var større end
nutidsmenneskets. I henhold til de geologiske kulturlag, neanderthalerne har
efterladt sig, tyder det ikke på at de kan anses for at have været lige så
intelligensmæssigt, teknisk og kulturelt udviklede som nutidsmennesket, heller
ikke selvom nyere forskning tyder på, at neanderthalerne måske har været mere
lig vor tids mennesker, end hidtil antaget.
Men bortset fra alle
spekulationer og teorier, vil det så i grunden ikke være mere nærliggende at
mene, at f.eks. Keopspyramiden har været tilknyttet Gamle Riges Osiris-Isis
kult og begravelsesmysterium, og at dens opførelse derfor mere naturligt har
fundet sted ca. år 2600 f. Kr. under farao Keops? – På principielt samme måde
med Sfinksen, fabeldyret med løvekrop og menneskehoved, der bevogtede kongernes
grave, eller måske snarere symboliserede mysterieindvielsen i Keopspyramiden,
hvorunder mysteriekandidaten fra at være et jordisk og endnu ”dyrisk” menneske
(i heldigt fald) blev forvandlet til en indviet. Ægyptologerne mener jo at have
belæg for den opfattelse, at Sfinksen er skabt på foranledning af Keops’ søn og
efterfølger på tronen, farao Kefren, hvilket må betyde at figuren er lidt yngre
end den store pyramide. En senere og alternativ teori mener imidlertid at have
belæg for antagelsen af, at det var Kefrens ældre broder, farao Djedefre, som
var ophavsmand til Sfinksens opførelse. For yderligere oplysninger omkring
faraoerne, Sfinksen og pyramiderne, se artiklen Sfinksen og Keopspyramiden
Men meget apropos
”materialisering eller projektion af stoffets atomer”, så kunne man i
Berlingske Tidendes tillæg Univers den 10.11.1998 læse om såkaldt
”teleportation”. Denne helt nyopdagede teknik består kort og forenklet
beskrevet i, at man ved hjælp af kvanteoptik kan ødelægge og genskabe en
laserlysstråle. Den videnskabelige forskning omkring denne teknik foregår bl.a.
på Laboratoriet for Kvanteoptik i Institut for Fysik og Astronomi i Aarhus.
Leder af projektet er den russisk fødte lektor Eugene Polzik, og han udtaler
bl.a.: ”Forsøget er et skridt over den klassiske grænse for at sende
komplicerede informationer. Når vi er i stand til at transmittere en
kompliceret konstruktion som laserlys fra et sted til et andet og opnå en
præcis kopi ved modtagelsen, er næste skridt at transmittere atomer fra et sted
til et andet.”
Polzik understreger,
at teleportationen ligger langt ude i fremtiden, men man er dog allerede nu
klar til næste forsøg: at teleportere atomer. Det er desuden hans opfattelse,
at man ved hjælp af kvanteoptikken på længere sigt kan udvikle kvantecomputere,
som er langt mere avancerede end nogen computer, vi kender i dag. Ikke kun hvad
angår hurtighed, men også ved at kunne løse problemer, som den eksisterende
teknologi aldrig vil blive i stand til at klare.
Det lyder jo
umiddelbart interessant og spændende, men mon man med kvanteoptikken også er på
sporet af en objektiv materialisations- og dematerialisationsteknik? – Martinus
taler derimod om en ”subjektiv” form for materialisation og dematerialisation
eller projektion, som foregår via vågen dagsbevidst koncentration eller
viljesakt. Ved hjælp af denne kan særligt egnede personer fortætte en art
finere fysisk stof, som findes i deres egen og andres aura (latin: glorie,
udstråling), så dette bliver synligt. Det er denne synliggørelse, der kaldes en
materialisation, og denne kan f.eks. antage form af en bestemt
menneskeskikkelse. Omvendt kaldes opløsningen af denne skikkelse for
dematerialisation, hvorved finstoffet opløses og atter indgår i den eller de
aura, hvorfra det blev hentet og fortættet. Martinus hævder, at der rundt om på
jorden findes hemmelige eller lukkede kredse, hvor man eksperimenterer med
materialisationer og dematerialisationer, nemlig med særligt henblik på at
senere tiders mennesker vil være henvist til at benytte denne inkarnations- og
diskarnationsteknik. Kilde: Se f.eks. Martinus: Småbog nr. 22: Livets Vej, afsnittet
Den sekundære og den primære opstandelse.
Det er et spørgsmål,
om Martinus’ opfattelse af Sfinksen og Keopspyramiden er helt upåvirket af de
tidligere ovenfor anførte okkulte tanker om disse, som bl.a. skyldes madame Blavatsky,
og som han formentlig kan have erfaret om gennem sit nære bekendtskab med den
belæste åndsvidenskabelige forsker Lars Nibelvang (1879-1948). Vedr. den
sidstnævnte henvises læseren til Martinus’ Erindringer, s. 63-79, samt Martinus
– som vi husker ham, s. 11-40. Men selv om jeg personlig nærer en vis
skepsis over for Martinus’ påstand om Keopspyramidens okkulte opførelse og
alder, så er jeg til gengæld positivt indstillet over for hans opfattelse af
dens primære formål som indvielsestempel, lige som jeg fuldt ud kan tilslutte
mig hans fortolkning af fabeldyret Sfinksen.
Martinus’ beskrivelse
af Keopspyramidens oprindelige udseende og af dens omgivelser, der nu i
århundreder har været et ørkenområde, passer derimod ganske godt med
ægyptologen David Lehners beskrivelse af samme. På grundlag af det ovenfor
fremførte, er det min opfattelse at Martinus’ påstande om specielt
Keopspyramiden, ikke kan være udtryk for den intuitive og i øvrigt logisk
velunderbyggede kosmiske viden, som hans værk ellers er så fornemt et
udtryk for. Men at Martinus ikke altid brugte sin veludviklede og viljestyrede
intuitionsevne, når han f.eks. udtalte sig om et eller andet emne eller
spørgsmål, har nu afdøde lektor Benjamin Saxe givet et eksempel på i bogen
”Martinus – som vi husker ham” (s. 77). Det var en af Saxes venner, der engang
havde fortalt ham dette, og herom skriver han følgende:
”Den samme ven, i
hvis hjem Martinus gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at
de en dag sad og talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb
stillede min ven Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at
svare på. Og da min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da
måtte kunne svare på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed,
havde Martinus forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når
han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger
min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og
alle andre om mange ting!”
På et senere
tidspunkt i sit liv ønskede og bestemte Martinus, at hans fysiske legeme skulle
balsameres efter døden og at hans specielle kiste skulle anbringes inden i en
gennemsigtig glaspyramide. Denne bestemmelse vidner efter min mening mere om
mystikeren end om filosoffen i ham. Hans ønske var for øvrigt motiveret dels af
kærlighed eller hensyntagen til endnu levende mikroindivider i hans fysiske
organisme, og dels af den tanke, at denne form for bisættelse skulle danne
forbillede for fremtidens bisættelser. Se herom i hans bog Bisættelse,
kap. 198-201. Jf. med Kosmos særnummer 1972 og Kosmos nr. 13/14
1981.
Vedr. Martinus’
opfattelse af Keopspyramidens alder og tilblivelseshistorie: Livets Bog
I-VII. - Martinus – som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989, side 279. -
Madame Helena Petrovna von Hahn-Rottenstein (1831-91): Isis Unveiled
(1877). Af samme forfatter: The Secret Doctrine (1891; dansk: Den
hemmelige lære).
Martinus nævner eller
omtaler desuden pyramiden og pyramideindvielse følgende steder i sit
forfatterskab: LB VII, side 2905. Logik, kap. 19. Småbog nr. 2: Påske,
kap. 2. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed, kap. 20. Se endvidere: PB-J 3,
stk. 3.81. (digtet ”Sfinksen” af Paul Vermehren).
© 2014 Harry Rasmussen.
(Fortsættes)