Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

Lektion 69: SFINKSENS GÅDE: Fra dyr til menneske

(Fortsat fra Lektion 68)

Martinus' opfattelse af Sfinksens gåde

Man har naturligvis lov til at stille sig skeptisk overfor Martinus' opfattelse af Keopspyramidens alder, tilblivelseshistorie og anvendelse, men til trods for, at jeg personligt hører til blandt de skeptiske, tør jeg dog ikke afvise at Martinus i den sidste ende måske kan vise sig at få helt eller delvis ret, også selvom det ikke umiddelbart virker sandsynligt, specielt ikke hvad angår pyramidens alder og 'byggeteknik'.

Derimod nærer jeg ingen skepsis mod Martinus’ opfattelse af pyramidens anvendelse som indvielsestempel, og slet ikke mod hans fortolkning af Sfinksens gåde, idet han stort set i overensstemmelse med klassisk mytologi og især esoterisk mytologi mener, at dens dyrekrop repræsenterer "dyret" i mennesket, og dens menneskehoved "mennesket" i dyret. Det hænger sammen med hans påvisning af, at den enpolede kønstilstand eller parringsprincippet lige siden dyretilstanden, ja, endog i en del af planteriget, har været og fortsat er en livsbetingelse for individets fremtræden, seksualitet, forplantning og reinkarnation. Derfor er den enpolede kønstilstand endnu så stærkt fremtrædende i jordmenneskets psykofysiske bevidsthed, at denne i en vis udstrækning stadigvæk repræsenterer pattedyret. Men samtidig er den 'dyriske' bevidsthedsdel, som giver sig udslag i bl. a. ejendomsbegær, jalousi, misundelse, intolerance, had og hævngerrighed og de deraf følgende konsekvenser, langsomt ved at blive undermineret af den tiltagende polforvandling, hvorunder den hidtil latente pol samt det intellektuelle polorgan med tilhørende sansestruktur, i stigende grad er ved at gøre sig gældende i menneskets bevidsthedsliv.

Her viser den sig i form af de evner og egenskaber, som vi normalt betegner som "menneskelige": Humanitet, tolerance, intuition, intelligens, viden, skabeevne, højere kulturelle interesser og aktiviteter m.v. Karakteristikken "halvt dyr" og "halvt menneske" er derfor den fundamentale analyse af det ufærdige, uindviede eller kosmisk ufødte jordmenneske, hævder Martinus.

Vedr. indviklingsforløbet fra mineral til plante: Gennem den tidsforkortning, som det ved hjælp af stop-motion optagelser teknisk set er muligt at foretage med moderne filmkameraer, kan man bl.a. se og opleve blomstens liv fra knop til fuldt udsprungen blomst og derefter afblomstret stilk. Dette forløb kan formentlig i princippet betragtes som en parallel til så vel plantevæsenets som andre og mere fremskredne individers oplevelse af orgasmen, herunder menneskets oplevelse af samme.

Fra mineral til plante

Imidlertid er der jo ikke tale om en statisk og uforanderlig situation, men derimod om en fase eller et stadium i den evige udvikling, som alle levende væsener uden undtagelse må gennemleve på deres i virkeligheden uafbrudte 'rejse' mod Gud og en stadig større og uendelig fuldkommenhed eller fuldkommengørelse. Denne udvikling - eller rettere sagt 'indvikling' og 'udvikling' - begyndte og begynder fortsat i mineralriget og fortsætter via planteriget til dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu i større eller mindre udstrækning tilhører. Som vi allerede har hørt om, er det individerne i det såkaldte salighedsrige, der på et tidspunkt forbinder sig med den fysiske materie eller energi på det subatomare plan, hvor forbindelsen giver sig udslag i de processer, der ligger til grund for stjernedannelsen og opretholdelsen af kernereaktionerne i solene.

I henhold til Martinus er snekrystaller eksempler på, hvordan længselsenergierne fra salighedsvæsenerne aktiverer et samspil mellem instinkt-, tyngde- og følelsesenergien og derigennem virker ind på den fysiske materie. Den her viste snekrystal er fra W.A.Bentley and W.J.Humphreys: Snow Crystals. Dover Publications, Inc., New York 1962.

Det hænger ifølge Martinus sammen med det forhold, at de individer som - efter gennem umådelige tidsrum at have passeret hele udviklingsspiralen (spiralafsnittet) - kosmisk set midlertidigt opholder sig i salighedsriget, hvor de så at sige mediterer over deres vældige erfaringsmateriale, på et tidspunkt begynder at længes efter en ny form for tilværelse, og da de er 'mættet' af tilværelsen i spiralafsnittets åndelige riger, retter deres længsel sig følgelig mod disses modsætning, altså mod de fysiske tilværelsesformer. Det sker på den måde, at salighedsvæsenernes længselsenergier automatisk forbinder sig med instinkt-, tyngde- og følelsesenergien, som jo er spiralens uintellektuelle og materiedannende energier, og resultatet heraf udgør en proces, som Martinus betegner som en form for seksualisme, der ligger til grund for alt solskin, al ild og alt lys, kort sagt al elektromagnetisk energi, i verdensaltet. Sol- og ildkræfterne er altså makrokosmiske seksualenergier, der er absolut nødvendige og uundværlige for al fysisk tilværelse og for alt liv.

Dette forhold gælder ikke mindst for dyrets og det jordiske menneskes vedkommende, hvor salighedsrigets "solenergi" mærkes og opleves i bevidstheden i form af forelskelse og dennes kulmination i samleje, med de deraf eventuelt følgende automatiske processer, så som befrugtning, fosterdannelse og fødsel af en ny fysisk organisme som 'bærer' af det reinkarnerede individs bevidsthed. Men inden det er kommet så langt som til dyreriget, har individet som nævnt først måttet gennemleve plantetilstanden og dermed planteriget, der jo her på jorden som bekendt begynder med encellede organismer i urhavet og derfra gennem umådelige tidsrum udvikler sig til mangecellede og mere komplicerede og sammensatte planteorganismer. Senerehen i 'indviklingen' har individet på plantestadiet så kunnet reinkarnere i disse efterhånden mere og mere avancerede og på et tidspunkt tvekønnede og enkeltkønnede planteorganismer, hvilket ifølge Martinus også er tilfældet den dag i dag. Denne situation vil principielt gentage sig i hver udviklingsspiral ud i al fremtid.

Fra plante til dyr

Men i henhold til de kosmiske analyser vil individet, der fysisk er bundet til en stedfast planteorganisme, mere og mere længes efter at frigøre sin fysiske bevægelsesevne, som det hidtil kun har fornemmet i form af sine grenes og blades bevægelser for vind og vejr. Det er i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at det dobbeltpolede individs dagsbevidsthed fortsat 'befinder' sig i salighedsriget, hvor den 'bæres' af intuitions- og hukommelseslegemet, som er koncentreret om oplevelserne af guldkopimaterialet, medens dets natbevidsthed er overført på instinktlegemet, som er den fysiske planteorganismens styrende åndelige grundlag. Når planteindividet er vågent, befinder dets bevidsthedskoncentration sig på det åndelige instinktplan, og herunder 'hviler' eller 'sover' planteorganismen på det fysiske plan, eller den er død, men har efterladt sig frø, løg eller rod, hvori plantesjælen igen kan vågne op eller reinkarnere. Men når dens bevidsthedskoncentration atter er indrettet på den fysiske planteorganisme, 'sover' den åndelige side af individet. Imidlertid er de fysiske planteorganismer ikke udviklede til at give plantesjælene en vågen eller dagsbevidst oplevelse af livet, hvorfor deres bevidsthedskoncentration i planteorganismen er sammenlignelig med en slags søvn.

Nået frem til det kødædende stadium er plantevæsenet godt på vej til at have fuldført første etape vedrørende erobringen af det nye organismeprincip,

idet dennes fuldbyrdede udtryk er dyrerigets livsform. Foto: PBJ.

Samtidig hermed har nogle af plante-individerne i kraft af et tiltagende begær efter at 'erobre' den fysiske materie, udviklet deres organismes ernæringssystem til fortæring af animalsk føde i form af insekter. Den kødædende planteorganismes ernæringssystem, er ifølge Martinus forløber for rovdyrets og de kødædende dyrs - herunder det jordiske menneskes - mave-tarmsystem. Men det gælder naturligvis også for de ikke-kødædende dyrs mave-tarmsystem, der principielt er lige så "dræbende", som tilfældet er for de førstnævntes vedkommende. Det hænger i det hele taget og ikke mindst sammen med, at tyngdeenergien får en stadig større indflydelse på planteindividets liv, efterhånden som det erobrer dyrerigets organismeprincip.

I henhold til Martinus er det netop også i planteriget, at individets dobbeltpolethed, som for nogle planters vedkommende viser sig i form af tvekønnethed, begynder at ændre sig i retning af enkeltpolethed, hvilket vil sige i form af særkønnethed eller som han- og hunkønnede planter, ligesom forplantningsprincippet sker gennem de mangeartede metoder for bestøvning. Selve blomstudviklingen fra spire over knop til færdig, udsprunget og derefter vissen blomst, er for planteindividets egen oplevelse identisk med det fænomen, vi kalder for orgasmen. Dette forhold bliver måske særlig tydeligt derigennem, at der bag blomsten 'gemmer' sig den frugtknude, frøkapsel eller det 'frugt-foster', som i heldigt fald vokser og modnes, primært for at føre arten videre, men også for at tjene som ernæring for andre organismer.

Som en uundgåelig konsekvens af plante-individets længsel efter at frigøre sin stedbundne organisme, vil individets bevidsthed efterhånden blive mere og mere overført på de fysiske materiedannende legemer og energier, specielt på tyngdelegemet, der jo er 'bærer' af den dynamiske energi, som Martinus kalder for tyngdeenergien, og som netop er den dominerende kraft hos dyret. Dets organisme er kosmisk set karakteriseret ved, at det må fortære andre levende organismer, for selv at kunne opretholdes og leve. Disse andre organismer kan så være planteorganismer og/eller dyreorganismer. Det førstnævnte er som bekendt tilfældet for de specielle planteædere, medens det sidstnævnte særligt forekommer hos rovdyrene. Der findes dog som bekendt også dyr, der mere eller mindre lever af både vegetabilsk og animalsk føde. De store menneskeaber, primaterne, som er nært beslægtede med det jordiske menneske, er et godt eksempel på den sidstnævnte kategori.

Primaterne lever fortrinsvis af planteføde, men går lejlighedsvis på jagt, dræber og æder et eksemplar af en af de mindre abearter. Men efterhånden som salighedsvæsenets natbevidsthed bliver overført på tyngdelegemet og dermed på tyngdeenergien, inkarnerer individet i dyreriget, først i mere primitive former for organismer og med tiden i stadig mere og mere avancerede dyrelegemer, for til sidst at inkarnere og udvikle sig i form af primaterne og overgangsformerne til det jordiske menneske. Denne udvikling - kosmisk set altså 'indvikling' - medfører især, at individets dagsbevidsthed efterhånden i stadig stigende grad overføres til tyngdelegemet og dermed til det fysiske legeme, medens natbevidstheden gradvis overføres på instinkt- og følelseslegemet. Individets dagsbevidsthed er dog først overført helt på tyngdelegemet, subsidiært det fysiske legeme, når dyret er blevet til jordisk menneske.

Salighedsvæsenets natbevidsthed overføres efterhånden på tyngdelegemet og i takt hermed inkarnerer individet ikke længere i planteriget, men derimod i dyreriget. Primitive overgangsled mellem plante og dyr findes f.eks. blandt mikroskopiske individer, der lever i havet. En mere avanceret form for overgangsled mellem plante og dyr er ifølge Martinus de kødædende planter.

The ”missing link”, dvs. det manglende led i udviklingskæden fra dyr til primitivt menneske, findes i henhold til Martinus ikke længere på Jorden, men sådanne individer og individgrupper (arter) er for længst uddøde, og kan og skal ikke mere søges her. Individernes uundgåelige passage af dette mellemled foregår derfor på andre kloder. Se LB II, stk. 449. LB VI, stk. 247. DeV II, stk. 22:3/I, 24:1. Logik, kap. 47.

(Fortsættes)

Lektion 70: SFINKSENS GÅDE