Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 70: SFINKSENS GÅDE: Fra dyr til menneske

(Fortsat fra Lektion 69)

 

 

 

Det jordiske menneske

I form af det jordiske menneske, udvikler individet i medfør af kampen for tilværelsen med tiden sin intelligensevne og sin følelsesevne og dermed henholdsvis sit intelligenslegeme og sit følelseslegeme, som midlertidigt har været sat mere eller mindre ud af funktion og er degenereret under passagen gennem mineral-, plante- og den tidligste del af dyreriget. (Jævnfør med grundenergiernes kombination). Ifølge Martinus sker der faktisk principielt det samme, når et individ fra saligheds­riget reinkarnerer til den fysiske verden, hvad enten det er som plante, dyr eller jordisk menneske. Individets dagsbe­vidsthed bæres i salighedsriget af hukommelses-, in­stinkt- og intuitionslegemet, hvilket vil sige at det lever i en erin­dringsverden, og når det på grundlag af sin koncentra­tion omkring oplevelsen af guldkopimaterialet genopvækker sin længsel efter igen at opleve den fysiske tilværelse, vil dette påvirke specielt organtalentkernebeholdningen i skæbneelementet i overbevidstheden.

 

 

Menneskets med tiden dominerende stilling i dyreverdenen beror på to ting: dets oprette gang, der har muliggjort hændernes udvikling til et par meget effektive arbejdsredskaber, og dets hjernekapacitet. Menneskets artsnavn er homo sapiens (det tænkende menneske), som fandtes omkring 200.000 år før vor tid, og af denne art har alle nulevende racer udviklet sig. Billedet viser et neandertal-menneske, som levede for omkring 110.000 til 35.000 år siden og var særlig udbredt i Europa, Nærorienten og Nordafrika. (© 2006 Tegningen herover er udført af Harry Rasmussen i 1949).

 

Denne situation resulterer i energisvingninger, der indgår i resonans med instinkt- og tyngdeenergien i in­dividets mere eller mindre beslægtede fysiske omgivelser. Disse 'om­givelser' repræsenteres af allerede fysisk inkar­nere­de in­divider af henholdsvis han- og hunkøn, som igennem deres forelskelsesenergis mere eller mindre vellykkede kulmina­tion under samlejet, automatisk tiltrækker det helt eller delvist beslægtede, diskarnerede individ. Hvis samlejet resul­terer i sædcellens befrugtning af ægcellen, har det diskarnere­de individ dermed under principielt ideelle omstændigheder fået adgang til den fysiske materies verden, hvorefter fosterudvik­lingen kan begynde og normalt fortsætte frem til fødselsmoden­hed og påfølgende fødsel, hvorved det diskarnerede individ atter kan træde ind i den fysiske til­værelse, og her fortsætte den repetitionsproces frem til sit tredivte år, som faktisk be­gyndte i og med selve undfangelsen.

 

Betingelserne for inkarnation eller reinkarnation

Imidlertid er betingelserne for reinkarnation, subsidiært undfangelse, ikke altid ideelle, idet det så vidt det kan skønnes i mange tilfælde kun er den ene af samlejepartnerne, der opnår orgasme, hvad enten denne så resulterer i befrugtning eller ej. Desuden er kunstig befrugtning efterhånden blevet mere og mere almindelig, også for menneskers vedkommende, ja, i nyere tid er man endda i stand til at tage æg ud af livmoderen og lade befrugtningen ske i reagensglas. I disse tilfælde er muligheden for orgasme i befrugtningsøjeblikket udelukket. Såfremt orgasmesituationen er en forudsætning og betingelse for, at det diskarnerede individs længselsenergier og dermed dets skæbneelement kan for­binde sig med genkomplekset, kunne det måske tænkes at ske via den mandlige sæddonor, som må for­modes under alle omstændigheder at have oplevet orgasme under ejaku­lationen af den sæd, der er blevet brugt til befrugt­ningen uden for livmoderen.

 

Begrebet naturlig befrugtning

I forklaringen til symbol nr. 34: Parringsakten eller Guds ånd i mørket, trykt i DeV 4, stk. 34.1-34.22, - kan også ses vi følgende link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-34/ - beskriver Martinus, hvordan det reinkarnationsmodne individ i salighedsriget undfanges og reinkarnerer. Herunder fremhæver han samlejepartnernes fællesorgasme som den ideelle forudsætning for salighedsvæsenets tiltrækning mod lige præcis dét biologiske forældrepar, hvis fysiske og mentale karakter og livsvilkår er i optimal skæbnemæssig overensstemmelse med det diskarnerede individs skæbneelement. Denne opfattelse har Martinus – ganske vist posthumt - bekræftet så sent som i 1985, hvor han i tidsskriftet Kosmos nr. 7, 1985, s. 148-9, svarer på to læserspørgsmål vedr. undfangelse. Det første spørgsmål lyder: ”Hvornår forbinder den diskarnerede ånd sig med det foster i moders liv, i hvilket det skal inkarnere. Sker det øjeblikkeligt ved befrugtningen efter samlejet, eller sker det, således som nogle mener, først tre måneder efter?” Det andet spørgsmål har følgende ordlyd: ”Hvordan kan en kunstig befrugtning, hvilket her vil sige en befrugtning uden samleje mellem to parter af modsat køn, finde sted? –”

 

Til det første spørgsmål svarer Martinus bl.a., at undfangelsen finder sted i det tilfælde og øjeblik, hvor vibrationerne eller auraen fra en diskarneret ånd er nøjagtig på bølgelængde med de vibrationer, der kendetegner fællesauraen fra samlejets to partnere. Om den derved etablerede forbindelse eller kontakt oplyser Martinus, at der er tale om en ”psykisk-kemisk forbindelse”, som i særlig grad forbinder sig med mandens sæd og med denne bliver indført i kvindens kønsorganer. Her indgår det diskarnerede væsens aura i tæt kontakt med de organiske kræfter, der virker i kvindens organisme, særlig i livmoderen, og her igennem besjæler det diskarnerede væsen fosterets videre udvikling. Det er her det diskarnerede individs skæbneelement med sin sum af organtalentkerner og erindringstalentkerner træder i funktion og indvirker afgørende på opbygningen og formningen af den ny organisme. Om denne bliver mere eller mindre normal eller unormal, velskabt eller vanskabt, er alene beroende på karakteren og kvaliteten af det nævnte talentkernekompleks.

 

Til det andet spørgsmål svarer Martinus, at undfangelse og dermed befrugtning udmærket kan ske, selv om ikke alle ydre betingelser er til stede. Gennem f.eks. mandens onani og seksuelle udløsning, kan der forekomme så tilstrækkelig med salighedsenergi, at den kan tiltrække og etablere kontakt og forbindelse med et inkarnationsmodent individs aura. Når sæden derefter ad kunstig vej indføres i de kvindelige kønsorganer og befrugter ægcellen, indgår det diskarnerede individs skæbneelement automatisk i forbindelse med ”den organiske skabende kraft i moderlivet”, og fosterdannelsen kan begynde.

 

Problemerne – for der er vitterligt visse problemer set med uindviede øjne – omkring det diskarnerede individ og undfangelsen, er søgt afklaret i Kosmos nr. 4-1998 i rubrikken ”Spørg om Kosmologi”. Under overskriften Hvordan kan kunstig befrugtning lade sig gøre? besvarer Hans Wittendorff et læserbrev, hvori der spørges om, hvordan kunstig befrugtning overhovedet kan lade sig gøre, når Martinus hævder, at det er ekstaseenergier under samlejet, der får et diskarneret væsen til at besjæle den sammensmeltede æg- og sædcelle? Svaret henholder sig i det væsentlige til Martinus’ redegørelse og føjer derfor ikke noget nyt til. Det er derimod tilfældet i et svar af Hans Wittendorff omkring samme spørgsmål, som står at læse i Kosmos nr. 1-1999. Under overskriften Om kunstig befrugtning og voldtægt forklares det, at befrugtningen først sker i det øjeblik sædcelle og ægcelle smelter sammen. Wittendorff er ikke i tvivl om, at sædcellen endnu er påvirket af den salighedsenergi, manden føler ved onanien og den deraf fremkaldte udløsning af den sæd, der er forudsætningen for ”kunstig befrugtning”, og han mener derfor at perspektivprincippet skal inddrages i sammenhængen, idet vi bør bruge fantasien og forestille os, hvordan disse små cellevæsener (æg- og sædcelle) ved deres sammensmeltning selv udløser og oplever ”en så vældig salighedsudstråling, at det tiltrækker et (organisme-) væsen fra salighedsriget.” Eller i konsekvens heraf og sagt på en anden måde: Kvindens orgasme er overhovedet ikke nødvendig i sammenhængen, idet cellevæsenernes salighedsoplevelse i sig selv er tilstrækkelig til at tiltrække og etablere forbindelsen med et diskarneret væsen, ”der således altid vil arve sine ”byggesten” til den nye organisme fra både den feminine og den maskuline part.” Med begrebet ”byggesten” tænkes der formentlig på kromosomerne og generne fra henholdsvis den mandlige og den kvindelige biologiske partner. Mandens orgasme er sådan set heller ikke strengt nødvendig, når vi betragter undfangelsesprocessen på ”celle-niveau”. Se herom lidt senere.

 

Imidlertid lader Martinus ingen i tvivl om sin opfattelse af spørgsmålet om den naturlige befrugtning kontra den kunstige befrugtning. I sit svar til det andet spørgsmål i Kosmos nr. 7-1985 (se ovenfor) bemærker han, at den naturlige befrugtningsmetode er den normale, mens kunstig befrugtning må betragtes som unormal, og han tøver ikke med at karakterisere den sidstnævnte metode som ”i højeste grad en overtrædelse af livsloven.” Han går tilmed så vidt som til at hævde, at ved at manden og kvinden unddrages det naturlige samleje og dettes kulmination i form af begges orgasmeoplevelse, ”saboterer man selve livskilden.” Han påstår endvidere, at efterkommerne af afkom, der er skabt via kunstig befrugtning, efterhånden vil miste forplantningsevnen og blive ufrugtbare.

 

Men til trods for at Martinus er af den opfattelse, at kunstig befrugtning kosmisk set har store ulemper og derfor i virkeligheden ikke er fremtidens løsning på barnløshed, mener han dog samtidig at kunstig befrugtning har en vis berettigelse i de tilfælde, hvor et ægtepar brændende ønsker sig at få et barn, men hvor manden af en eller anden grund er ude af stand til at udføre samleje. Martinus tænker formentlig her især på mandens impotens.

 

Imidlertid ved vi jo i vore dage, at der også kan være tale om, at kvaliteten af mandens sæd kan være så forringet, at den ikke er avledygtig. Barnløsheden kan også skyldes, at kvinden af en eller anden fysisk eller fysiologisk årsag ikke er i stand til at blive gravid, hvorfor man i sådanne tilfælde ser sig henvist til den udvej, at udtage ægget af livmoderen og befrugte det i en laboratorieskål, hvorefter det igen anbringes i kvindens livmoder. Kvinden behandles i reglen samtidig med forskellige hormonpræparater, som skal fremme kroppens evne til at blive gravid og gennemføre et svangerskab. I ikke så helt få tilfælde lykkes det for kvinder at blive gravide ved hjælp af denne metode, hvorefter de i bedste fald gennemfører en graviditet og føder et velskabt, sundt og normalt barn. Eller, hvad der også forekommer, tvillinger eller sågar trillinger.

 

Den sidstnævnte befrugtningsmetode har Martinus ikke haft lejlighed til at tage stilling til og udtale sig om, idet han døde på et tidspunkt (1981), hvor metoden endnu ikke var almindelig kendt eller benyttet. Han har af lige så god grund heller ikke kunnet tage stilling til den situation, hvor mandens sæd er anbragt nedfrosset i en såkaldt sædbank, til senere brug. For slet ikke at tale om de endnu ganske få tilfælde, hvor sæden er udtaget fra testiklerne gennem et mindre kirurgisk indgreb og derefter anbragt i en næringsvæske i en laboratorieskål, for der at afvente det øjeblik, da inseminationen i kvindens skede og livmoder skal foregå. Et sådant eksempel nævnes i en forsidenotits i Berlingske Tidende i januar 1999.

 

Hertil kommer yderligere den situation, hvor man har udtaget et æg af kvindens livmoder, befrugtet det i en laboratorieskål med hendes mands sæd og derefter indsat det i en anden kvindes eller såkaldt rugemors livmoder. Der findes efterhånden flere eksempler på sådanne rugemødre, der har gennemført svangerskabet og født normale og sunde børn, som de blot ikke selv eller deres eventuelle ægtefælle har nogen biologisk andel i. Efter fødslen er barnet i reglen blevet afleveret til den biologiske moder eller det biologiske forældrepar.

 

Det mest sandsynlige er dog nok, at det diskarnerede in­divids talentkernekompleks helt automatisk forbinder sig med en befrugtet ægcelles samlede genkompleks, uanset hvordan be­frugtningen har fundet sted, og om den har været ledsaget af ensidig eller tosidig orgasme eller ej. Reinkarna­tion må derfor anses for at kunne finde sted, hvor de 'ydre' be­tingelser herfor er op­fyldt, hvilket de altså er i og med den befrugtede ægcelle. Det turde også være klart, at karakteren af det dis­karnerede individs talent­kerne­beholdning i skæbneelemen­tet, er bestemmen­de for, at det helt automatisk forbinder sig med lige præcis dét gén-kompleks i den bestemte befrugte­de ægcelle, som der i det givne tilfælde er tale om.

 

Forbindelsen eller kontakten mellem det diskarnerede individ og den befrugtede ægcelle etableres efter de foreliggende oplysninger ved, at det diskarnerede individs længsel efter den fysiske verden akti­verer skæbneelementets 'fysi­ske' talent­kerner og sætter disse i et bestemt svingnings­mønster, som helt automatisk 'søger' efter kontakt med et fore­liggende genmateriale, hvis energi- eller sving­nings­mønster, det er i stand til at komme i resonans med. Hvordan den videre inkarnations­proces foregår, er vi allerede i princippet blevet gjort bekendt med under omtalen af organta­lentkernerne i afsnittet ”Talentkerneprincippet” og det skal derfor ikke gentages her.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 71: SFINKSENS GÅDE