Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 71: SFINKSENS GÅDE: Fra dyr til menneske

(Fortsat fra Lektion 70)

 

 

Overgangen fra dyr til "rigtigt" menneske

Som vi formentlig og forhåbentlig allerede har forstået, er det jordiske menneske i henhold til de kosmiske analyser et overgangsvæsen mellem egentligt dyr og egentligt ("rigtigt") menneske. Det er altså et degenererende dyr og et blivende menneske, der be­finder sig i et grænseområde mellem den fysiske og den åndelige verden, hvorfor det udviser både dyriske og mere eller mindre menneskelige eller humane tendenser. Til dette sidste udviklingsstadium, før det virkelige eller "rigtige" menne­skeriges tilværelseszone, er individet blevet bragt gennem kampen for tilværelsen, som netop er udtryk for dyrerigets herskende hovedfaktor, "det dræbende princip", der i vid udstrækning dikterer de levende væsener at måtte dræbe for at leve. Dette princip baserer sig på tyngdeenergien, hvis eksplosive, ekspansive eller ’aggressive’ natur betinger, at hvor den har herredømmet over de andre af in­dividets grundenergier, dér viser dette sig som selvop­holdel­ses­driften, der bl.a. kommer til udløsning i form af magtbegær og overlegenhed over andre væsener.

 

Det er særlig hos rovdyre­ne, at det dræbende princip grundlæggende kommer til udfoldel­se, idet disse er henvist til at jage og dræbe andre animalske individer, for at skaffe føde til sig og sit afkom, og - som f.eks. hos løverne - i nogle tilfælde også til sin flok. Tilegnelse af magtoverlegen­hed i form af erobring af rigdom, ejendomme og land- og handelsområder, er endnu ofte en stærk drivkraft i den jord­menneske­lige tilværelse, som derfor er præget af de besiddende, nemlig kapitalejerne og arbejdsgiverne på den ene side, og på den anden side af de ikke-besiddende, kapi­tal­løse, arbejdsmodtagerne, der må udbyde og 'sælge' deres arbejdskraft til den højstbydende. Den værst tænkelige konsekvens af disse livsvilkår er ifølge Martinus kampen og krigen, der jo som bekendt også har plaget menneske­heden i stadigt stigende grad og omfang lige siden urtilstan­den.

 

Ifølge Martinus er grunden til, at der hersker så barske og robuste livsvilkår i dyreriget, som tilfældet er under det dræbende princips overherredømme, primært den, at væsenernes sanseevne er så lidt udviklet eller primitiv, at den kun kan blive genstand for påvirkning gennem hårde og grove manifesta­tioner. Han siger, at ligesom et sovende væsen ikke kan høre, når man hvisker eller taler sagte, men kun påvirkes af højrø­stet tale og støj, således kan væsenet i dyreriget heller ikke påvirkes af finere bevidsthedsnuancer, men er kun modtageligt for grovere former for påvirkning. Disse kendes i form af alle de realiteter, som jordmennesket efterhånden har lært at opfatte som "det onde". Dyret udgør derfor i princippet et sovende væsen, der skal vækkes, og når denne vækkelse er tilendebragt, er individet ikke længere et dyr, men et rigtigt menneske. I denne vækkelsesproces befinder det jordiske menne­ske sig altså i det sidste stadium, hvor dets sanseevne er blevet så udviklet, at det er begyndt at kunne sanse og opleve de finere bevidsthedsnuancer, som især kendes under begrebet religiøsitet.

 

Det jordiske menneske adskiller sig altså afgørende fra selv det højerestående dyr, ved at befinde sig i en udviklingszone, hvori der begynder at gøre sig en religiøs side ved tilværelsen gældende i dets bevidsthed. I de første jordmenneskestadier, er denne religiøsitet af primitiv art og præget af alle dyrerigets tendenser, men udgør trods dette et bevidsthedsniveau, som er modtageligt for en moral, der baserer sig på den mørke ud­stråling fra det guddommelige skabeprincip. Martinus siger, at når de religiøse kræfter har kunnet få indpas i dyrets be­vidsthed, skyldes det netop de hårde og robuste livsvilkår, som det måtte leve under og som det som jordisk menneske i nogen grad endnu må leve under. Dyrerigets livsform under det dræben­de princips herredømme, affødte efterhånden en sand angst og rædsel eller ængstelse ved tilværelsen, og denne angst eller ængstelse gav og giver sig udtryk i skrig, når det pågældende, underlegne og i reglen forsvarsløse væsen befinder sig i fare, eller når det i selve dødsøjeblikket dræbes af det frygtind­gydende og skånselsløse rovdyr, for hvilket drabet er en livsbetingelse for at skaffe sig føden.

 

Dyrets dødsangstskrig er en forløber for bønnen

Men disse dødsangstskrig kan man også høre, når dyret falder for jægerens skud, eller når dyrene slagtes eller udsættes for plagsomme forsøg i videnskabens hellige navn. Disse skrig er de første udløsninger af råb om hjælp om beskyttelse og barm­hjertighed, ligesom de er offerets sidste fortvivlede udvej eller reaktion, når dets egne kræfter og flugtmuligheder er udtømte. Men eftersom offeret ikke kan forvente medlidenhed eller barmhjertighed fra drabsvæsenet, hvis eksistens på sin side er afhængig af det dræbte dyrs organisme, er der derfor tale om en fra offerets side ubevidst henvendelse til en højere magt om beskyttelse, hjælp og redning. Ifølge Martinus' kosmi­ske analyser er dyrenes dødsangstskrig de første spæde, in­stinktive former eller udtryk for bøn til en højere magt, som på senere udviklingsstadier betegnes ved navnet Gud.

 

 

Dyrets dødsangstskrig er i henhold til Martinus’ kosmiske analyser udtryk for den første, ubevidste form for bøn. Billedet stammer fra Hutchinson’s Animals of all countries, Vol. II, men er her gengivet efter Erik Gerner Larsson: Kursus i Martinus Åndsvidenskab I-III, side 6. Forlaget Kosmos, København 1848.

 

Idet dyret i det ene liv efter det andet til stadig­hed må leve under dyrerigets og det dræbende princips barske livsvil­kår, bliver det efterhånden mere og mere bevidst om sine angstskrig, som fra at være ubevidste, instinktmæssige ud­løsninger bliver til bevidste udtryk. Det religiøse instinkt baserer sig ifølge Martinus på det evige organisk-strukturelle samhørigheds- og identitetsforhold mellem Guddommen og det levende væsen, som individet først bliver fuldt bevidst om og i, efter at have gennemgået den store fødsel til kosmisk bevidsthed, hvilket mere præcist vil sige ved overgangen til det rigtige menne­skerige. Men længe forinden har angsten vakt sådanne impulser til live, som efter­hånden bliver til begyndende forestillinger om et eksisterende Forsyn. Det er netop i og med disse gryende forestillinger, at det fremskredne dyr, i form af overgangs­stadierne fra primater til jordmennesker, udvikles til at fremtræde som det, vi forstår ved et jordisk menneske, og som udgør fosterstadiet til det rigtige eller kosmisk bevidste og derfor etisk-moralske menne­ske. 

 

Vedr. dyrets dødsangstskrig som forløber for bønnen: Se evt. artiklen H1-37. Bønnens oprindelse - Dyrets skrig af dødsangst.

 

Som allerede nævnt, vil de nuværende planter og dyr, herunder insekterne, næppe komme til at gennemgå en udvikling her på jordkloden, der svarer til primaternes og dermed menneskets. En principielt tilsvarende udvikling må de pågældende individer og individgrupper (arter) gennemgå på andre og dertil egnede kloder i universet. I konsekvens af sin kosmologi er Martinus tilmed af den opfattelse, at alle kødædende og giftige planter og dyr på jorden før eller siden vil uddø. Se DeV III, forklaring til symbol nr. 27: Jordklodens kosmiske stråleglans, som også vil kunne ses via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-27/

 

Men eftersom de individer, der fremtræder som henholdsvis kødædende og giftige planter og dyr eller ådselædere jo i deres grundstruktur er lige så evige væsener som alle andre, vil dette blot betyde, at de pågældende må fortsætte deres respektive udvikling på kloder, hvor livsbetingelserne er af en sådan art, at de er i stand til at befordre individernes videre udvikling. For det jordiske menneskes vedkommende er dette forudbestemt til at skulle ”arve” jorden, og det betyder derfor, at den del af dets mentalitet, der foranlediger eller accepterer drab og som endnu i vid udstrækning foretrækker kødspisning, efterhånden vil blive ”udrenset”. Forstået på den måde, at konsekvenserne af drab – også selvom man ikke selv direkte deltager i dette – og af daglig kødspisning, efterhånden vil vise sig i form af forskellige former for sygdomme og lidelser, såsom hjerte-karsygdomme, mave-tarmlidelser m.m. Alt sammen noget, som det bevidstheds- og nervemæssigt mere og mere forfinede menneske føler ulideligt og derfor gerne vil blive skånet eller fritaget for. Men enhver form for lægebehandling vil selv i bedste fald kun udgøre lapperier, som kosmisk set kun hjælper midlertidigt. Den eneste holdbare og varige vej ud af miséren kan i virkeligheden udelukkende ske gennem omlægning af livsstilen. For at være i overensstemmelse med ”det livgivende princip”, må det etisk bevidste menneske derfor tage afstand fra ”det dræbende princip” i sin egen mentalitet og adfærd og kun leve af vegetabilske fødemidler. Se herom i Martinus, Småbog nr. 5: Den ideelle føde, og i DeV 4, stk. 38.1-27.

 

Det religiøse instinkt og religionerne

Det primitive jordiske menneske føler sig truet af andre artsfæller og af vilde dyr, ligesom det føler sig underlagt, pris­givet og styret af de vældige naturkræfter, der alt sammen fylder det med en angst og rædsel, som dets religiøse instinkt lader udmønte sig i form af bøn om hjælp og beskyttelse hos de højere magter. Disse magters eksistens var det primitive jord­menneske i kraft af sit instinkt ikke i tvivl om, lige som det var fuldt og fast overbevist om, at dets liv og velfærd afhang af disses gunst eller ugunst. Gennem udvik­lingen og ritua­liserin­gen af sådanne forestil­linger, opstod med tiden de forskellige for­mer for religion, fra de såkaldte naturreligio­ner til national­religio­ner og verdensreligioner. Men denne udvikling var langt fra tilfældig, idet den blev iværksat, anført og styret af det guddommelige skabeprincip i form af de såkaldte kosmiske verden­simpulser og den herunder henhørende guddommelige suggestion, der blev formid­let af dé ældre brødre i udviklingen, Martinus betegner som "verdens­genløsere".

 

I de første stadier af denne udvikling, var frygt og angst hoveddrivkraften i individernes daglige bevidsthedsliv, som blev dikteret af selvopholdelsesdriften. Det gjaldt for in­dividerne om at tilegne sig kræfter og midler til at kunne overvinde sine fjender, men da dette ikke altid lykkedes eller var muligt, opstod derfor behovet for en overmagt eller et forsyn, som man måtte gøre alt for at stå sig godt med, for at opnå dettes hjælp og beskyttelse. Opfattelsen af forsynet og overmagten antog efterhånden form af et overmægtigt væsen i individets eget billede, men udstyret med alle de formentlige fuldkommenheder, som individet kunne forestille sig, men selv savnede. Da det væsentligst drejede sig for individet om, at overvinde sine i reglen skånselsløse fjender, forestillede man sig derfor guden som et overmenneske med overmægtige kræfter, som blev brugt til at beskytte eller eventuelt hævne de overgreb, som fjenderne havde udsat individet og dets medindivider for. Derfor søgte man gennem ofringer af enhver art og særlige ceremonier og rituelle danse o. lign., at bringe sig i yndest hos guden, lige som man udnævnte de med­individer, der havde vist sig i besiddelse af særlig kraft og styrke til at besejre fjenden, til anførere, høvdinge og konger, som man opfattede som særligt gudbenådede helteskikkel­ser.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 72: SFINKSENS GÅDE