Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 72: SFINKSENS GÅDE: Fra dyr til menneske

(Fortsat fra Lektion 71)

 

 

Eftersom menneskeheden i sine tidligste udviklingsstadier som nævnt blev ledet af den mørke udstråling fra skabeprincippet, formidlede urtidens verdensgenløsere en moralkodeks, der tillod blodhævn, drab, dyre- og undertiden menneskeofrin­ger, ligesom de fremmede en moralopfattelse, ifølge hvilken det at dø i kamp blev betragtet som den direkte adgang til den himmelske verdens mangfoldige og strålende goder, så som rigeligt med mad og drikke og skønne kvinder, medens det at dø af sygdom eller alder­dom blev opfattet som svaghed og fejhed, og desuden som vejen til underverdenens trøstesløse skyggetilværelse. Som man ser, en udpræget patriarkalsk opfattelse, der i øvrigt hænger sammen med den deciderede enkeltpolede tilstand og det deraf rundne indbyrdes forhold mellem kønnene. Individer, hos hvilke den maskuline pol eller polen for afsendelse af energi, er bærende, er som bekendt normalt dominant overfor de individer, hvis organisme og bevidsthed bæres af den feminine pol eller polen for modta­gelse af energi, der normalt er relativt vigende og 'passiv'. Den mørke verdens­morals efter­dønninger gør sig af de nævnte årsager stadigvæk gældende i jordmenne­skesam­fundet, til visse tider endda særlig markant i form af dikta­tur, menneskeforføl­gelse og -udryddelse, krig, voldelige opstan­de og blodsudgydel­ser.

 

 

LIDELSENS MYSTERIUM. Set i et kosmisk evighedsperspektiv er lidelsesoplevelserne den lyse verdensmorals skjulte forbundsfælle. Se i øvrigt Gunner Frederiksen: Lykken og lidelsen, Borgen 1986. (Foto: © 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 4, stk. 4. 171).

 

Lidelsen er en guddommelig velsignelse

Men set i det kosmiske perspektiv, er selv disse lidelses­fyldte tilstande i henhold til Martinus i virkeligheden en guddommelig vel­signelse, idet alle former for lidelse og smerte på sigt udvikler og forædler følelseslivets humane sider, hvilket vil sige, ud­vikler evnen til at føle medlidenhed og barmhjertighed, og til at opofre sig for andre. Den mørke moral underminerer derfor sig selv, idet den deraf fremkaldte forædling af følel­seslivet efterhånden afføder antipati mod den mørke moral og alle dens gerninger, og dermed mod en bevidst udfoldelse af handlinger, der forvolder lidelse og smerte for andre væsener. Det er jo nemlig en klar misforståelse af lidelsernes guddommelig-pædagogiske betydning for individernes udvikling frem mod stadig større humanitet, når man - som nogle ironikere lejlig­hedsvis har hævdet - mener at det så gælder om at påføre individerne så megen lidelse som muligt, for på den måde at fremskynde udviklingen. Det, ironi­keren glemmer i den for­bindelse er, at der også eksisterer en skæbnemæssig årsagsvirkningslov i tilværel­sen, som bevirker at enhver handling har sine uundgåelige konsekvenser efter princippet som du sår, skal du også høste, hvorfor de smerte- eller lidelses­voldende gener, man påfører sine medvæsener, automatisk og principielt vender tilbage til smertevolderen, og det uanset om hensigten bag handlingen har været god eller ej. Smerte er og bliver smerte.

 

Men den nævnte antipati mod at gøre andre fortræd eller ondt, er ifølge Martinus begyndelsen til den moral, som formidles af den lyse udstråling fra det gud­dommeli­ge skabeprincip, der i form af den gamle verdensimpuls og dens verdensgenløsere blev implanteret i den civiliserede del af jordmenneskesamfundet for omkring et par tusinde år siden. I vor tid har den i form af den ny ver­densimpuls til formål og opgave på sigt at føre menneske­heden gennem højere civilisation og kultur frem til den store fødsel, og dermed til det rigtige menneskerige, som igen er ”forhallen” til det egentlige Gudsrige: Visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. 

 

Menneskets etiske udvikling

Baggrunden herfor er den omstændighed, at når et jordmenneske begynder at føle antipati eller modvilje imod at afstedkomme smerte eller lidelse for andre, skyldes denne antipati eller modvilje ifølge Martinus det forhold, at individet gennem sine egne smerter og lidelser i tidlige­re liv er blevet modtageligt for de finere energier i form af relativt mere forædlede bevidsthedstendenser. Disse tendenser udvikler med tiden organer for manifestation af et højere følelsesliv og et begyndende intelligensliv. Gennem denne udvikling bliver individet efterhånden stadig mere modtageligt for åndelige former for energi, hvilket vil sige intuitions- og saligheds­energi, som sætter det i stand til at opleve og erkende de åndelige verdeners, energiers og livsfor­mers eksistens. Med tiden bliver det også muligt for individet at opleve alle de bag de fysiske fænomener og foreteelser ek­sisterende kosmi­ske rea­liteter, kræfter, ideer og planer, dets egen udødelighed og ikke mindst dets kosmiske artsbeslægtethed med alle andre eksisterende levende væsener i mikrokosmos så vel som i mellem- og makrokosmos, men frem for alt: sin egen evige organisk-strukturelle samhørighed og identitet med altets guddommelige væsen, Gud.

 

Det fremskredne jordmenneske, hvis bevidsthed har fået udvik­let de finere og højere former for følelse, intelligens og in­tuition, er besjælet af en kærlighedstrang der udmønter sig i det store bud: ”Du skal elske Herren din Gud over alt andet og din næste som dig selv.” Dette bud er udtryk for en harmonisk kombination af ren følelse og ren intelligens, en sindstilstand der automatisk giver adgang til bevidst, viljestyret brug af intuitionsevnen, individets højeste synsevne. Det store bud og dets underbud: ”Du skal ikke ihjelslå”, opfordrer individet til at tage afstand fra og afholde sig fra enhver form for drab i såvel direkte som overført betyd­ning.

 

Jordmenneskehedens "skæbnedom"

Som det er fremgået bl.a. af det ovenstående, repræsenterer den udviklingszone jordmenneskeheden befinder sig i, en hel skala af forskellige stadier i en opvågningsproces, lige fra de robuste jordmennesker, der står nærmest det egentlige dyreri­ge, og hvis udvikling væsentligst foregår gennem brutale og lidel­sesfyldte foreteelser, over de stadig mere og mere for­finede og efterhånden oplyste, kultiverede og åndrige indivi­der. Disse sidste højere udviklede individer, som kendes i form af mere eller mindre geniale filosoffer, mystikere, videnskabs­mænd, forfattere og kunstnere osv., er karakteriseret ved, at de benytter sig af åndelige energier som forfinet følelse og intelligens, fornuft og intuition, og derfor er begyndt at udvikle sjælelige organer, der sætter dem i stand til at skabe åndelige manifestationer i form af produkterne af de interesse- og fagområder, de beskæftiger sig med. De højest udviklede af disse individer er samtidig blottet for grove materielle begær og interesser, såsom rigdom, gods, social og faglig position, primitive tidsfordriv, såsom jagt, fiskeri, konkurrencesport, spil om gaver eller pengepræmier o. lign., ligesom de ikke føler misundelse, jalousi og vrede mod anderledes tænken­de, eller had- og hævn­følelse mod nogen.

 

Ifølge Martinus udgør de jordiske menneskers fysiske til­værelse, med alle dens behagelige så vel som ubehagelige fak­torer, foreteelser og forhold, i realiteten en fosterud­vik­ling frem mod en fødsel til det virkelige liv, som begynder med den store fødsels indtræden. Men som bekendt forvarsles en hvilken som helst fødsel hos mennesket af en række såkaldte veer, ligesom selve fødselspro­cessen almindeligvis altid er ledsaget af større eller mindre smerte og ubehag, særlig for den føden­de, men også for den, der fødes. Den store fødsel til kosmisk bevidsthed udgør i henhold til de kosmiske analyser ingen und­tagelse fra denne regel, men forvarsles og ledsages af store samfundsmæssige, kulturelle og menneskelige foran­dringer, begivenheder, ulykker, krige og alle slags trængsler, der i bibelsk sprogbrug betegnes som "de sidste tider” og ”dommeda­gen". Denne "dommedag" fortolker Martinus som en tidsperiode, hvori jord­menneskehedens kollektive så vel som det enkelte menneskes individuelle skæbnegæld skal og vil blive indfriet, nemlig den "gæld", man har pådraget sig gennem sine nega­tive, intolerante og fjendt­lige holdninger, sin følelseskolde, ligegyldige adfærd og de indbyrdes respekt­løse, voldelige og i nogle tilfælde blodige og dræbende hand­linger, man har begået mod hinanden. Her tænkes ikke kun på små og store krige og voldelige opstande, men også på drab af dyr under jagt, fiskeri og ikke mindst under det massedrab, der næsten dagligt foregår i form af industrielle slagt­ninger af mange slags dyr, herunder særligt svin, okser og fjerkræ. Martinus karakteri­serer ligeud det sidstnævnte som en af de største medvirkende årsager til menneskehedens mang­foldige former for fysiske og psykiske sygdomme, hvis behand­ling kræver mange hospitaler, store stabe af læger, sygeple­jer­sker og andet personale, der igen belaster samfundsbud­gettet med gager, sygedagpenge og andre erstat­ninger for tabt arbejds­for­tjeneste og meget andet og mere, som alt i alt stiller krav om relativt store skatter og afgifter af for­skellig art.

 

Vedr. menneskehedens ”skæbnedom” eller ”dommedag”: Dommedag forudsiges i Matt. 24,6-7 og i Åb.,

6.-22. kap. Martinus definerer og omtaler ”dommedag” adskillige steder i sit forfatterskab, lige som tilfældet er med individuel og kollektiv skæbne: LB IV, stk. 1093. LB VI, stk. 2237-9. Se især herom senere, hvor begrebet og fænomenet skæbne gennemgås.

 

Vedr. begreberne ”de sidste tider” og ”veerne”: Udtrykkene stammer i lighed med begrebet ”dommedag” fra Gamle og Ny Testamente. I sidstnævnte kædes forudsigelsen af dommedag sammen med en forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse: Matt. 23, 1-39; 24, 1-51; 25, 31-46. Mark. 13, 1-37; Luk. 13, 31-5; 17, 20-37; 21, 5-38. Forudsigelsen af Jerusalems ødelæggelse og verdensdommen forekommer ejendommeligt nok ikke i Johannesevangeliet, men til gengæld i Johannes’ Åbenbaring: 6.-22. kap. Se evt. også 2. Pet. 2.-3. kap. Ved begrebet ”de sidste tider” skal forstås den tidsperiode, som mentes at gå umiddelbart forud for Kristi genkomst, og ved ”veerne”, som var et kort udtryk for ”Messias-tidens fødselsveer” eller ”Messias-veerne”, forstod man i nytestamentlig tid de store trængsler og ulykker, der ville ramme forskellige egne af jorden inden verdensafslutningen og Gudsrigets komme. Betegnelsen hidrører fra, at disse plager er varsler om Messias’ snarlige fremtræden, analogt med at veerne hos den gravide kvinde er et symptom på, at fødselen er nært forestående.

 

Martinus benytter sig i en vis udstrækning af den nytestamentlige terminologi, lige som han også drager samme analogi mellem den almindelige graviditet og fødsel og fødselen til kosmisk bevidsthed. Den førstnævnte graviditet og fødsel, den hvor fosteret udvikler sig til barnet og fra moders liv fødes til verden, betegner Martinus som ”den lille fødsel”. På principielt tilsvarende måde betragter han dyreriget eller tilværelsens mørkezone som en ”livmoder”, hvori det jordiske menneske er som et foster, der udvikler sig på vej til sin fødsel til kosmisk bevidsthed. Den sidstnævnte fødsel betegner Martinus i konsekvens heraf som ”den store fødsel”. – Se evt. Per Bruus-Jensen: LIVET og det lukkede rum. En skildring af evolutionen som et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. Forlaget Nordisk Impuls 1990.

 

Ved begrebet ”Kristi genkomst” forstår Martinus netop individets fødsel til kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige til en bevidsthed, der som Gud selv er i stand til at anskue tilværelsen ud fra helhedens synspunkt, fra hvilket ” alt er såre godt”, og vel at mærke handle derefter: LB V, stk. 1620, 1734, 1882, 1886, 1892-3. LB VI, stk. 1983, 2100. – Vedr. ”de sidste tider”, ”Kristi genkomst” og ”dommedag”, se evt. DOMMEDAG I og DOMMEDAG II samt JESUS MENNESKESØNNEN I og MENNESKESØNNEN II her på hjemmesiden.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 73: SFINKSENS GÅDE