Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 73: SFINKSENS GÅDE: Fra dyr til menneske

(Fortsat fra Lektion 72)

 

 

 

Visdommen udgør domsgrundlaget

Det "domsgrundlag", som menneskeheden skal dømmes efter, mener Marti­nus er identisk med visdommen, og denne har han den dristighed at hævde, at hans eget livsværk, særlig i form af Livets Bog og symbolværket Det evige Verdensbillede, er udtryk for og repræ­senterer. Det er derfor i henhold til de kosmiske analy­ser netop på grund af dommedags-epoken, som mere præcist menes at have taget sin begyndelse i og med 1. verdenskrig, at det guddommelige skabe­princip udsender den ny verdensimpuls, der i bibelsk terminologi kan sidestilles med Jesu ord: "Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." (Matt.24,27-28).

 

Opgaven for den ny verdensim­puls, hvis hoved­manifestation altså angiveligt findes i form af Martinus' livsværk, er derfor be­regnet på at skulle 'føre' og vejlede menneske­heden, eller i hvert fald den 'lyd­høre' del af denne, gennem de tiltagende problematiske og vanskelige tider, og til en vis grad smerte- og lidelses­fulde tilstande, som den er og fortsat vil blive konfronteret med, og som ikke ser ud til at skulle blive væsent­ligt mindre eller bedre inden for en overskuelig fremtid. Men verdens­krige­ne, syg­dommene og sam­funds­problemerne er kun "veernes begyndel­se", som Jesus - og med ham Martinus - ud­trykker det, der er for­varsel om den kosmisk set nært fore­stående store fødsel. Men inden denne kan ske, må den ”domsproces” fuldbyrdes, hvorunder "fårene bliver skilt fra bukkene". "Fåre­ne" tolker Martinus som de jordmenne­sker, der er nået så vidt i moralsk-etisk udvik­ling, at de hylder prin­cippet: enhver er sin næste nærmest, og hvorfor de frivil­ligt afstår fra ud­øvelsen af enhver form for intolerance, vold og drab, men i stedet om­fatter deres med­mennesker og andre væsener med for­ståelse, uselvisk kærlighed og hjælpsomhed. "Bukkene" opfatter Martinus derimod som det modsatte, nemlig de jord­mennesker, som hylder moralen, at enhver er sig selv nærmest, og som derfor i en vis udstrækning endnu reagerer og handler på grund­lag af deres mentalitets dyriske sider. Sådanne individer er derfor i reglen dominante, intoleran­te, voldelige og går ikke af vejen for det, de selv opfatter som "nødven­dige" drab, ligesom de i reglen gerne vil bestemme over deres med­mennesker, som de generelt set kun omfatter med into­lerance, mistænksomhed, foragt og afvisning, idet de mener at enhver må klare sig selv.

 

 

På denne symbolske skitse af jordklodens ’dommedag’ ses jorden, idet dens egen brutale, dyriske ånd (”det dræbende princip”) i skikkelse af den muskuløse mandsfigur, tynger den ned i skærsildens flammehav. Til venstre på tegningen ses jordklodens nye, humane ånd (”det livgivende princip”) i skikkelse af Kristus på korset tone frem i baggrunden. Jf. f.eks. med Martinus’ symbol nr. 27: Jordklodens kosmiske stråleglans. – Tegningen herover: © 1949/2006 Harry Rasmussen.

 

Den dybereliggende årsagsforklaring på "veerne" og disses globale omfang, er ifølge Martinus den omstændighed, at det er jord­kloden som levende væsen betragtet, der står over for sin nært fore­stående "store fødsel". Og eftersom menneske­heden - og dermed det enkelte menneske - er en organisk del af "moder Jord", er der derfor et sammenfald mellem kollektiv og in­dividuel skæbne. I henhold til Martinus udgør menneskeheden som tidligere nævnt en væsentlig del af Jordklodens hjerne- og centralnervesystem, lige som det enkelte menneske udgør en "celle" i dette system.

 

Det, der ret beset er tale om, er jordklodens selvopgør med de dyriske sider og traditioner ved dens bevidsthed, dvs. et opgør med det dræbende princip, og jordkloden har i henhold til Martinus allerede valgt side til fordel for en ikke-voldelig, ikke-dræbende fremtid. Men ét er det bevidsthedsmæssige opgør, noget andet opgøret med årtusind­gamle institutioner, traditioner og dybt­liggende vaner, som ikke uden videre lader sig udrydde eller fjerne. Og det er netop denne sværvægterkamp mellem på den ene side nye og humane tanker og ideer og på den anden side indgroede vaneforestil­linger og tilvant praksis, som i forbindelse med de store ulemper og lidelsesvoldende begivenheder og tilstande, der er en følge af ’arven’ fra dyreriget, som udgør bag­grunden for brugen af begrebet "veerne". 

 

 

Det, at vælge side til fordel for det livgivende princip, hvilket vil sige at tænke, føle og handle i overensstemmelse med de humane idealers etik, vil sikkert være en svær lærdom for mange. Som i dette tilfælde, hvor Jesus og apostlene er på vej mod Jerusalem, for at fejre, hvad Jesus har forudsagt vil blive hans sidste påske. Han har fortalt disciplene, at han vil blive arresteret og dømt til korsfæstelse. I sit enfoldige hjertes godhed gør Simon Peter indsigelse og råder Jesus til at vende om og flygte nordpå, for at undgå at profetien skal gå i opfyldelse. Jesus, som klart forstår at Simon Peter tænker og reagerer som mennesker i almindelighed ville gøre, afviser prompte fristelsen og svarer: ”Vig bag mig, Satan! Du er mig til forargelse; thi du sanser ikke hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er!” (Matt. 16, 22-23). – Jesus erkendte med andre ord sit ansvar overfor Gud og mennesker, hvorfor han på trods af sine anfægtelser lidt senere i Getsemane Have valgte den svære vej, som i realiteten betød at næstekærlighedens og dermed ’lysets’ budskab blev implanteret som ideal i den jordmenneskelige bevidsthed, nemlig med det formål på sigt at sejre over inhumanitetens mørke. - Det er lige præcis situationen og samtalen mellem Jesus og Simon Peter, der ses på ovenstående akvarelskitse, som er udført af Harry Rasmussen © 1949 og 2006.

 

Det gælder om at vælge side i Jordklodens selvopgør

Men for Martinus er det under alle omstændigheder udelukkende et tidsspørgsmål, hvornår jordklodens selvopgør i form af at hovedparten af jordmenneskene mere eller mindre tvunget af deres egne og andres skæbnemæssige oplevelser, forhold og omstændigheder, vil begynde at bestræbe sig på og efterhånden evne og magte at lægge den åndelige kurs og dermed den fysiske praksis om i retning af mere humane holdninger, initiativer og hand­linger. For hvert enkelt individ og samfund, som er nået tilstrækkeligt langt fremad i den ovenfor skitserede udvikling, er det imid­lertid grundlæggende et spørgsmål om at vælge side mellem de freds­skabende kræfter ("fårene" eller i den politiske termino­logi: "duerne") og de stridsskabende kræfter ("bukkene" eller poli­tisk: "høge­ne"). Før dette selvopgør hos Jordkloden er lykkedes i et sådant omfang, at de fredsskabende kræfter i form af mennesker qua deres egne oplevelser og erfaringer har valgt at afstå fra intolerancens brug af tvang og vold, og aktivt erstattet den med human indsigt, forståelse og tolerance, hjælpsomhed og næstekærlighed, før vil hverken menneskeheden eller de enkelte mennesker komme til at leve i fredelig og blomstrende sameksistens. 

 

Nok så vigtigt at notere sig, er, at det i henhold til Martinus er visdommen, der udgør domsgrundlaget, og dette foreligger primært i form af skæbneloven, og sekundært i form af ”Talsmanden, den hellige ånd”, hvilket i praksis vil sige Martinus’ livsværk, og herunder især Livets Bog I-VII og symbolværket Det evige Verdensbillede I-(foreløbig)5.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 74: GENNEM DØDEN
ELLER

DE PARAFYSISKE VERDENER