Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 74: GENNEM DØDEN ELLER
DE PARAFYSISKE VERDENER

- om diskarnationens ’teknik’

(Fortsat fra Lektion 73)

 

 

 

Den fysiske krop og "finstof-dubletten"

Som vi blandt meget andet bør gøre os fortrolige med, så har begrebet 'døden' to grundlæggende betydninger i Martinus' Kosmolo­gi. Dels hentyder det til "den kosmiske død", som individet bliver genstand for under indviklingsprocessen fra parafysisk til fysisk tilværelse, hvor det mister erindringen og dermed bevidstheden om sin egen udødelighed og om sit guddommelige tilhørs­forhold, og dels refererer begrebet til den 'død', hvorunder individets sjæleli­ge struktur sammen med det såkaldte "koblingslegeme" frigøres helt fra den fysiske orga­nisme, om end i begge tilfælde kosmisk set kun mid­lertidigt.

 

Eftersom det tidligere nævnte "koblingslegeme" særlig vil blive omtalt senere i forbindelse med reinkarnationsprocessen, skal her kun fortælles, at det som objektivt proces­felt be­tragtet, består af en blanding af parafysiske og fysiske energier (instinkt-, følelses- og tyngdeenergi), og at det subjektivt betragtet fremtræder som en kopi eller dublet af den fysiske krop. Det sidstnævnte er baggrunden for, at man inden for parapsykologien betegner kob­lingslegemet som "fin­stof­kroppen" eller "dobbeltkroppen".

 

Vedr. begrebet og fænomenet finstof-dubletten: Se f.eks. Peter Andreas/Caspar Kilian: Den fantastiske videnskab. Parapsykologi: Beviser for det utrolige. Samlerens Forlag. København 1975. Se særlig kap. 5-8, 10, 13. Begreber som ”finstof-kroppen” og ”koblings-legemet” er to betegnelser for et og samme fænomen, nemlig en ’finere’, psykofysisk energistruktur, som anses for at være en ”dublet” af den fysiske organisme. Begrebet finstof-legemet findes allerede indirekte omtalt i Sankhya- og Yoga-filosofien, hvor man særlig i Raya-yogaen ser sig i stand til at fremlægge klare, introspektive indikationer på det nævnte finstoflige legemes realistiske eksistens og funktioner. Det er dette legeme, der bl.a. rummer syv såkaldte chakras eller særlige energicentre, som er indbyrdes forbundne gennem psykiske nervebaner (nadis). Det er også i finstoflegemet, at Kundalini-kraften (Prana Shakti), som er identisk med Guddommens skabende kraft, gør sig gældende og spiller en afgørende rolle for det levende væsens, subsidiært menneskets, situation som enten kosmisk ubevidst eller kosmisk bevidst. Se nærmere herom i f. eks. Swami Vivekananda: Raya Yoga or Conquering the Internal Nature. Published by Swami Pavitrananda, Advaita Ashrama, Mayavati, Almora, Himalayas. Eigth Edition 1947. Se evt. også Swami Narayananda: Urkraften i mennesket eller Kundalini-kraften. På dansk ved Anne Lise Dresler. Forlaget Advaita. I kommission hos Borgens Forlag 1959. Heri omtales og beskrives ”det finere legeme” særligt i 3.-4. kap.

 

Den omstændighed, at koblingslegemet består af en blanding af parafysiske og fysiske energier, hænger sammen med dets funk­tion som et interaktivt forbindelsesled mellem den sjælelige struktur og den fysiske krop. Grundet de store kvalitative forskelle mellem de to organismestrukturer, er det ikke muligt at etablere en direkte forbindelse mellem disse, og det er derfor her at det særlige 'blandingslegeme' kommer ind. Det fungerer nemlig i praksis på én gang som 'transformator' af sanseimpulser fra det fysiske hjerne-nervesystem til den sjælelige struktur og dermed til jeget, og af be­vidstheds­- og viljesimpulser fra jeget og den sjælelige struktur til den fysiske organisme. Sidstnævnte organisme har ifølge Martinus til primær opgave, at betjene Jeget og dets bevidsthedsliv, for derigennem at bidrage til samme Jegs erfaringsforøgelse og ikke mindst dets moralsk-etiske eller humane udvikling.

 

Vedr. koblingslegemet: PB-J 1, stk. 1.221.-222. PB-J 2, stk. 2.133., samt Eks. og udød. 1, s. 148-63. I sidstnævnte værk betegner Per Bruus-Jensen konsekvent koblingslegemet som transformationsfeltet, nemlig i medfør af dettes automatiske transformation af energi og informationer mellem den parafysiske, sjælelige struktur og det fysiske legeme.

 

Koblingslegemet og "sølvsnoren"

Normalt er koblingslegemet tæt forbundet med den fysiske krop, objektivt set nærmest som et elektromagnetisk felt i og omkring denne, men under visse omstændig­heder er det i stand til at 'løsgøre' sig fra den fysiske krop gennem såkaldt 'projektion'. Herunder bevarer det for­bindelsen til denne krop via et slags parafysisk 'nerveka­bel', i parapsy­kolo­gien kaldet "sølvsnoren", hvis variable længde kan være fra nogle få centimeter til adskil­lige meter. Det sidst­nævnte er tilfældet under de såkald­te ud-af-kroppen-oplevelser, hvor koblings­legemet f.eks. 'svæver' rundt i lokalet, medens det fysiske legeme sidder eller ligger og sover, eller måske befinder sig i mere eller mindre bedøvet tilstand som følge af hypnose, feber, narkose, alkohol- eller narkotika­påvirkning. Det inter­essante er i den forbindel­se, at koblings­legemet bevarer sin sanseevne og forbindelse til den sjælelige struktur og dermed til Jeget, som normalt er i stand til at registrere, hvad der fore­går.

 

De nævnte 'projektioner' sker i reglen helt spontant og uden at det pågældende individ har villet det, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at en 'projektion' ikke kan ske vilkårligt. Det kan den rent faktisk, og tilmed på en måde, så at individet viljemæssigt i større eller mindre grad kan dirigere koblings­legemet, som vedkommende ønsker og har lyst til, om end med visse begrænsninger, der bl.a. er dikteret af "sølvsnoren"s udstrækningsmuligheder.

 

Men uanset om en 'projektion' sker uvilkårligt eller vilkår­ligt, vil koblingslegemet automatisk og normalt igen vende tilbage til et tæt tilknytningsforhold til det fysiske legeme, når 'seancen', feberen, bedøvelsen eller rusen er forbi. Hvorefter det atter kan genoptage sine normale funktioner som interaktiv 'transfor­mator'. 

 

 

Diagram over den åndelige struktur bag oplevelserne og scenerierne i den åndelige verden, ses inden for zonerne ”a”, ”b” og ”c”, dvs. den del, der er mærket med tallene 1,2,3,4,5,6 og 7. Tallene 1 – 6 symboliserer den sjælelige strukturs seks åndelige legemer, mens figuren mærket 7 symboliserer evighedslegemet, og den lille trekant – Jeget – det oplevende og skabende Noget. De nævnte zoner ”a”, ”b” og ”c” symboliserer henholdsvis det fysiske legeme og de fysiske oplevelser, mens ”b” og ”c” desuden symboliserer ”den første sfære” efter døden, idet ”b” udtrykker skærsilds- eller helvedstilstanden og ”c” lykke- eller paradistilstanden. De to zoner er derfor ikke virksomme samtidigt. Den organiske struktur bag individets oplevelse af ”den første sfære” er det såkaldte koblingslegeme, og dette er ligeledes symboliseret ved zonerne ”b” og ”c”.

 

Til højre på tegningen ses diagrammet over koblingslegemet, efter at dette er blevet afstødt fra den sjælelige struktur ved individets såkaldte ”anden død”, hvilket vil sige overgangen til den virkelige åndelige verden eller Guds rige.

 

(Forklaring på basis af Per Bruus-Jensens tekst: Harry Rasmussen. Diagram: © 1987 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 133. Se endvidere samme værk, bind 4, stk. 4. 207. – 4. 208., hvor diagrammets yderste zone, ”a” = den fysiske organisme, er udvidet med en opdeling i seks regioner, der respektive korresponderer med den sjælelige strukturs åndelige legemer = området inden for figur ”c”. Men det er naturligvis til stadighed vigtigt, at læseren erindrer sig, at der med de viste diagrammer kun er tale om symbolske fremstillinger af de kosmiske fænomener. Diagrammerne bør altså ikke opfattes eller forstås som udtryk for den virkelighed, der ligger bag disse.).

 

Forbindelseskanalen mellem det fysiske legeme og koblingslegemet omtales også i Erik Gerner Larsson: Kursus i Martinus Åndsvidenskab. Forlaget Kosmos. København 1951. Se bind II, Bilag I: ”Dødsstunden”, som er hentet fra den amerikanske clairvoyante læge dr. Andrew Jackson Davis’ bog ”Dødens Filosofi”. V.F.Levysons forlag. København 1888. I bilaget skildres dødsprocessen set med clairvoyant syn, men ”forbindelsessnoren” mellem det fysiske legeme og koblingslegemet kaldes dog her for ”en tråd af elektricitet” eller ”navlestrengen”. Inden for parapsykologien er man generelt af den opfattelse, at ”tråden af elektricitet” eller ”sølvsnoren” er lokaliseret som et interaktivt ”informationskabel” mellem den fysiske hjerne og koblingslegemets hjerneorgan. Udtrykket ”navlestrengen” kan derfor forekomme misvisende, men skal næppe heller tages al for bogstaveligt, men snarere ses som et symbolsk, poetisk udtryk for forbindelsesleddet mellem den fysiske ”moderorganisme” og ”barnet” i form af koblingslegemet, subsidiært følelseslegemet, der ved dødens indtræden ligesom ”fødes” og hvorefter ”navlestrengen” kappes.

 

Koblingslegemet og 'døden's indtræden

Som det indirekte vil være fremgået af den hidtidige beskrivel­se af koblingslegemet, er dette opbygget af to 'energi-lag', nemlig et parafysisk og et 'finstofligt' fysisk 'lag'. Denne omstændighed har dels betydning for koblingslegemets funktion som interaktiv 'transformator' mellem den parafysiske, sjæleli­ge struktur og det 'grovstoflige' fysiske legeme, men dels også i forbindelse med dødsprocessen, når denne på et eller andet tidspunkt uundgåeligt indtræder i individets fysiske tilværel­se. Denne proces skal vi beskæftige os med i det følgende.

 

Enhver ved jo nok, hvad det vil sige, når nogen eller noget dør, og særlig når det er et menneske, der dør. Hvad enten der er tale om hjernedød eller hjertedød, og uanset årsagen eller årsagerne til dødens indtræden, om denne sker pludseligt ved et ulykkestilfælde, eller langsomt og gradvist som følge af ukontrollabel eller uhelbredelig sygdom, så ophører det på­gældende individ med at sanse og tilkendegi­ve sig overfor sine fysiske omgivel­ser. Kroppen ligger ube­vægelig og efterhånden kold og stiv, med lukkede eller halvtåb­ne, 'tomme' og stirrende øjne, medens den efterladte nærmeste familie står rundt omkring dødslejet, mere eller mindre forstenede i sorg, uforstående og måske angste overfor dødens uafvendelighed.

 

Men hvordan tager samme situation sig mon ud fra den 'af­døde's synsvinkel, altså set 'indefra'? Ja, som forventeligt ifølge Martinus' oplysninger herom, så reagerer døende menne­sker meget individu­elt og forskelligt på 'døden's komme, lige fra at blive grebet af stor angst og frygt for, hvad der herefter skal ske, over apatisk accept af det uafvendelige, til ligefrem glæde og lykkefølelse over måske at blive befriet for uudholdelig smertelig sygdom, ubodelig ensomheds­følelse eller tabt livslyst som følge af vanskelige og subjektivt set uoverkommelige livs­vilkår.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 75: GENNEM DØDEN
ELLER

DE PARAFYSISKE VERDENER